Kommende udstillinger
KØBENHAVN I LYS & SKYGGE
Den næste særudstilling KØBENHAVN I LYS & SKYGGE kan opleves fra 27. februar til 16. august 2026. Omdrejningspunktet er københavner-fotografen Julie Rønnows (1934-) stærke, men samtidig æstetiske sort-hvid-billeder i samspil med billedkunstner Julie Boserups (1976-) farverige installationskollager.
Her inviteres man som gæst indenfor til en udstilling, der forener to kvinder, to generationer og to kunstformer i fortællingen om det København, der engang var.
København i en brydningstid
Fotograf Julie Rønnow tog fra 1960’erne frem til 2004 tusindvis af fotografier af København. Hendes billedarkiv består i dag af over 4000 analoge fotografier med motiver fra hovedstaden, dens indbyggere og deres historie. En gennemgang af de mange værker tydeliggør tre tilbagevendende motiver: baggård, beton og havnen. Tre motiver, der derfor er blevet omdrejningspunktet for denne udstilling med 84 nøje kuraterede billeder fra 60’erne, 70’erne og 80’erne.Rønnow forevigede gennem tre årtier først stilstand og siden udvikling i København. En periode hvor byen gennemlevede faldende indbyggertal, og hvor boliger og baggårde var så nedslidte, at det førte til saneringer. Nyt byggeri bestod primært af almene boliger i beton. I samme periode forsvandt industrien og dermed en lang række arbejdspladser fra hovedstadens havneområder.
Først så hun det nære, dernæst rettede hun blikket mod byen
Fotografiet kom til Rønnow, da hun fik sin datter i 1962. I gave modtog hun et kamera, der fulgte hende på de første ture med datteren i barnevogn. Først forevigede hun barnet, derefter løftede hun blik og objektiv mod den by, som omgav dem og dannede kulisserne til de mange gåture. Det
tekniske læste hun sig til, evnen til at fange det rette motiv besad hun instinktivt.
Julie Rønnow havde flair for fotografering!
Fotograf Julie Rønnow
Julie Rønnow (1934-) havde sin gang i arkitektkredse, læste kunsthistorie og var i en årrække ansat på Charlottenborg, inden fotografiet blev hendes virke.
Af flere omgange har Rønnow modtaget legater fra Statens Kunstfond, og hun har både udstillet solo samt bidraget med sine fotografier til gruppeudstillinger og bøger om København. I 12 år var hun tilknyttet Københavns Bymuseum som freelancefotograf.
Som fotograf var Rønnows udgangspunkt altid København – her var hun tæt på tidens store begivenheder: demonstrationer, tvangssaneringer og slumstormernes besættelser. Samtidig evnede hun at fange det daglige liv i byen blandt forretninger, legepladser, baggårde og betonbyggeri.
Byens børn havde – og har – en særlig plads hos Rønnow, og de dukker ofte op på hendes billeder. Kameraet fangede legende børn i de faldefærdige københavnske baggårde, men også i nybyggeriets rå betonverden. I udstillingen mærker man Rønnows indignation over, hvad det var, man bød Københavns børn. Samtidig var hun fuld af beundring over den kreativitet og leg, børnene alligevel formåede.
Kunstner Julie Boserup
Julie Boserup (1976-) er uddannet fra Chelsea College of Arts i London i 2002. Siden har hun både haft solo- og gruppeudstillinger i ind- og udland – blandt andet på Det Nationale Fotomuseum, Nikolaj Kunsthal og Nivågaard.
Til KØBENHAVN I LYS & SKYGGE har Boserup skabt tre rumlige værker med afsæt i Rønnows fotografier. Her leges der med blikket, linjerne og arkivet; fotografierne opløses og sættes sammen på ny, så arkitektur og overflader bliver til en form for byggeklodser. Her må man gerne gå tæt på
værket – og endda igennem det – og opleve, hvordan de nye kompositioner danner små arkiver over særlige typer steder: baggården, det moderne betonbyggeri og havnen som mødepunkt mellem natur og by.