Centralværkstedet på Otto Busses Vej
I 1909 åbnede De Danske Statsbaner sit nye store Centralværksted ved Otto Busses Vej på Vesterbro. Jernbanen var i en rivende udvikling, og det havde skabt et behov for et langt større værkstedsområde, hvor specialindrettede værksteder kunne varetage det voksende antal arbejdsopgaver. De fleste af bygningerne i området er tegnet af DSB’s daværende chefarkitekt H.E.C. Wenck, der stod bag størstedelen af de jernbane- og stationsbygninger, der blev opført i denne periode, herunder Københavns Hovedbanegård og Østerport Station. Store dele af området har de mange sidste år været under afvikling, og frem mod 2025 rykker de sidste oprindelige funktioner ud, i takt med, at DSB rykker deres værksteder til Næstved[1]. Tilbage ligger et industrielt kulturmiljø på størrelse med næsten 20 fodboldbaner centralt i København. Området udgør med sine grønne oaser, velbevarede værkstedsbygninger, store vognhaller, samt den lille enklave af arbejder- og funktionærboliger, Den Gule By (også kaldet Kineserbyen), en by i byen – et organisk hele, hvor hver del har betydning.
Fremtiden for området – nu kaldet Jernbanebyen
Det har længe været kendt, at godsbaneterrænet ved Otto Busses Vej, som et af København Kommunes såkaldte perspektivområder, engang i fremtiden skulle udvikles. Gennem de sidste år har forskellige navne for den nye bydel været på tegnebrættet, senest Vester Remisepark og Lille Vesterbro. For nyligt meddelte grundejerne DSB Ejendomme og Freja Ejendomme dog ud, at bydelen kommer til at gå under navnet Jernbanebyen. Grundejerne understregede i denne anledning vigtigheden af, at navnet skulle have en historisk reference til området, og der blev lagt vægt på, at man skulle være tro mod områdets betydning for jernbanens historie[2]. Ifølge Kommuneplan 2015 skulle udviklingen af området påbegyndes i 2027, men der er længe blevet presset på for, at udviklingen skulle fremrykkes. Forslaget om at fremrykke udviklingen blev vedtaget i Kommuneplan 2019 d. 27. februar 2020. Nu planlægger DSB Ejendomme og Freja Ejendommen i samarbejde med København Kommune en konkurrence om en helhedsplan senere i 2020. Herefter er forventningen, at det første spadestik kan tages i 2021-2022, hvor den sydøstlige del af området udlægges til byudvikling med blandet bolig og serviceerhverv, mens udviklingen af den nordvestlige del af området forventes igangsat fra år 2025[3].
I mellemtiden er planen, at området kan rumme en række mere eller mindre midlertidige aktiviteter og en del er allerede rykket ind. Blandt andet har det store centrale Lokomotivværksted i en årrække fungeret som konferencecenter, Oehlenschlægersgade Skole er flyttet til området for de kommende tre år, mens deres bygninger på Oehlenschlægersgade renoveres, og senere på året åbner også Byens Steinerskole på Otto Busses Vej. Senest har Realdania valgt at støtte renoveringen af de gamle trælader i den vestlige del af området, der skal danne rammen om et økobrug, som projektet BaneGaarden står bag, mens CPH Village, folkene bag containerboligerne på Refshaleøen, opfører en studielandsby syd for træladerne med boliger i træ, der harmonerer med det omkringliggende, og som kommer til at huse 200 studerende[4].
Udviklingen af området er altså for længst begyndt, og det bliver spændende at følge med i den forandring Centralværkstedet står over for. Imidlertid er det vigtigt at huske på, at området allerede er noget – og at den kulturhistoriske fortælleværdi bør vægtes højt i udviklingen af området
Balancegang mellem bevaring og udvikling
Centralværkstedets kulturhistoriske betydning anerkendes også af Slots- og Kulturstyrelsen, der har udpeget jernbanestrækningen mellem København og Korsør, som ét af 25 nationale industriminder. Udpegningen indebærer ikke kun selve banen, men også de bygninger der ligger langs banen, og derved er Centralværkstedets bygninger og Den Gule By en del af det nationale industriminde. I denne sammenhæng må det påpeges, at alle områdets bygninger og eksteriør tilsammen udgør ét samlet kulturmiljø, hvorfor man bør være påpasselig når området udvikles. Derfor skrev Københavns Museum i 2008 et længere dybdegående høringssvar, hvori den kulturhistoriske betydning ved en stor del af områdets bygninger blev præsenteret. Høringssvaret blev indsendt i forbindelse med Teknik- og Miljøforvaltningens udarbejdelse af en lokalplan for området, og flere af museets perspektiver blev medtaget i lokalplanen. Både lokalplan og høringssvar kan findes nederst på denne side.
Der er dog allerede sket markante ændringer i området. Allerede i 1993 blev en større opholds- og baderumsbygning[5] fra omkring 1909 revet ned, da den skulle give plads til en lagerbygning for maskindepotet, der hvor DSB Vedligehold i dag har en sort træbygning (se billede øverst i artiklen). Det er bemærkelsesværdigt, at opholdsbygningen blev revet ned, til trods for, at den to år forinden blev vurderet til at have høj bevaringsværdi i Vesterbro Bydelsatlas. Bygningen, der ligesom de fleste bygninger i området er tegnet af arkitekt Wenck, blev opført i samme stil som den nærtliggende Kontor- og Magasinbygning. Opholdsbygningen markerede derved, sammen med Kontor- og Magasinbygningen og de to nærtliggende vandtårne, der også er vurderet til at have høj bevaringsværdi, på mange måder indgangen til området. Desuden fortæller bygningerne historien om et sammenhængende kulturmiljø, hvor hver del har betydning for fortællingen om arbejdsgangen og det levede liv i området.
En anden bygning der for nyligt er forsvundet, er Malerværkstedet, der blev opført omkring 1920. Bygningen blev revet ned i 2018, for at gøre plads til Oehlenschlægersgade Skoles midlertidige lokaler. Københavns Museum anbefalede i sit høringssvar, at Malerværkstedet blev bevaret, da bygningen havde stor betydning for fortællingen om områdets forskellige funktioner. Derudover havde Malerværkstedet stor betydning for den kulturhistoriske fortælling om den store skydebro, der gennem historien har forbundet det store Vognværksted med Malerværkstedet. Skydebroen er en essentiel del af områdets fortælling, og hvis denne del af fortællingen skal forblive tydelig, er det vigtigt, at skydebroen er forbundet med to bygninger. Nu hvor Malerværkstedet er væk, er det blevet vanskeligere at fornemme skydebroens funktion, da resterne af de skinner der forsatte ind i Malerværkstedet, nu blot ender i et lag med grus ved de nyopførte skolebarakker. Nu hvor Malerværkstedet er revet ned, er det museets anbefaling, at skinneresterne indtænkes i udviklingen af området, så fortællingen om skydebroens funktion forbliver synlig.
Skydebroen et godt eksempel på nødvendigheden af at være påpasselig, når et kulturmiljø udvikles. Hvis en tilsyneladende ubetydelig bygning eller andet eksteriør fjernes eller ændres drastisk, kan det have stor betydning for fortælleværdien ved andre dele af området. Der er allerede sket større ændringer i området, og sammenlignes lokalplanens kort over bevaringsværdig bebyggelse med kortet over bevaringsvurderingerne fra Vesterbro Bydelsatlas (der ligeledes er inkluderet i lokalplanen), findes en række uregelmæssigheder. Alle bygninger (undtagen den nu nedrevne opholdsbygning), der blev vurderet til at have høj bevaringsværdi i bydelsatlas, står anført som bevaringsværdige i lokalplanen og i FBB (det nationale register over fredede og bevaringsværdige bygninger). Derimod er kun to af de 11 bygninger, der i bydelsatlas blev vurderet til at have middel bevaringsværdi, anført som bevaringsværdige i lokalplanen, og af de der ikke blev udpeget, er Malerværkstedet allerede forsvundet. Det fremgår ikke, hvad der ligger til grund for, at så få af bygningerne med middel bevaringsværdi udpeges som bevaringsværdige i lokalplanen, men det skaber en bekymring omkring bygninger i områdets reelle sikring.
I forbindelse med offentliggørelsen af navnet Jernbanebyen, udtalte grundejerne følgende om den nye bydel: ”Bydelen vil fra starten være et område med fysiske beviser fra fortiden og en helt særegen sjæl, og det er meget usædvanligt, at man på denne måde får lov til at udvikle en bydel med udgangspunkt i så levende og nærværende en historie”[6]. Det er positivt at høre, at der fra grundejernes side er så stor bevågenhed omkring områdets historiske betydning, og den værdi det har for udviklingen af den nye bydel. Hvis historien skal forblive nærværende, er det dog vigtigt, at man ikke fremstiller historien som noget statisk, ved blot at bevare det æstetisk behagende eller de monumentale bygninger fra områdets begyndelse, mens også bevarer de historiske levn, der er med til at skildre områdets industrielle udviklingshistorie. Selvom det er en svær balancegang mellem at bevare den kulturhistoriske fortælleværdi og udvikle et moderne byområde, der lever op til nutidens standarder, er der en forhåbning om, at Jernbanebyen udvikles med omtanke, så der tages hensyn til, at de enkelte dele har betydning for forståelsen af hele kulturmiljøet, så den ønskede fortælling om bydelen ikke risikerer at gå tabt, i takt med områdets forandring.