Skal du holde sommerferie i København?
Programmet er spækket med spændende aktiviteter: Nyd en dag ude i den friske luft på gådejagt og byvandringer eller med arkitekturbingo (!). Fordyb jer i finurlige plakater, der gjorde byen smuk, og meld dig til porcelænsmaling med inspiration fra flere hundrede år gamle potteskår. I år er København arkitekturhovedstad, derfor sætter vi særligt spot på byen og dens bygninger.
Har du set det nye Københavns Museum? I museets smukke 1800-talsbygning kommer du på en vandring gennem hovedstaden og dens historie fra de første spor af mennesker og frem til i dag. Rund dit besøg af i museumsbutikken og slap af i caféen eller den hyggelige gårdhave. NB! Børn og unge under 18 år kommer gratis ind!
På opdagelse ude i byen
Tag med os på en af vores spændende byvandringer og oplev byen fra en helt ny side: Fra ”dark design”, der skal holde hjemløse væk eller livet som queer tilbage i 1700-tallet.
BYVANDRING: DARK DESIGN VS. INKLUDERENDE DESIGN I BYRUMMET
1., 22. og 29. juli (lørdage) kl. 15.
Men hvem er byen skabt for? Og hvordan kommer det til udtryk i byens rum gennem historien? Kom med os se eksempler på ekskluderende (dark), inkluderende (god adfærd) og adfærdsregulerende design gennem tiden. Byvandringen er en del af Arkitekturhovedstad 2023.
BYVANDRING: PÅ SPORET AF QUEER, QUEENS & QUINDER MED SKÆG GENNEM HISTORIEN
6. ,13., 20. og 27. august (søndage) kl. 15.
Tag med på en tur tilbage i tiden på besøg gennem indre by omkring Studiestræde og Larsbjørnsstræde, som på forskellige måder har været præget af queer liv. Vi kommer bl.a. forbi Sankt Nikolaj Kirke, hvor det lykkedes to kvinder at blive gift i begyndelsen af 1700-tallet og Rådhuspladsen, hvor de underjordiske toiletter var mødested for mænd. Byvandringen er en del af Copenhagen Pride 2023.
GÅ-SELV-BYVANDRING: "HIDDEN COPENHAGEN - BYENS ANATOMI"
Byvandringen Hidden Copenhagen – Byens anatomi fortæller den sande historie om barnemord, henrettelse og offentlig dissektion i 1600-tallets Danmark. Læs mere om Hidden Copenhagen via dette link.
Mest for børn
Arkitekturbingo, havfruer, summende insekter, porcelænsmaling og meget andet. Mens de voksne nyder en kop iskaffe i solen, har vi en masse sommeraktiviteter for familier og børn i alle aldre!
MØNSTERJAGT
Hver dag fra kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21.
På Københavns Museum finder du mange smukke mønstre. Rigtig mange. Faktisk så mange, at det er muligt at bruge størstedelen af sit besøg på at studere de mange forskellige mønstre, der pryder lofterne i det store hus. Vi har udvalgt otte af vores yndlingsmønstre, som er spredt rundt omkring på museet. Kan I finde dem alle sammen? Få opgavearket i billetsalget.
AKTIVITETSSEDLER: SUMMENDE SOMMER
Hver dag fra kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21.
Rundt omkring i museets byhave er der placeret seks insekthoteller. Vi har lavet nogle små sedler, der kan hjælpe jer med at opklare, hvilke beboere, der bor på de forskellige etager i hotellerne. Tag en seddel med dig rundt i haven og gå på opdagelse, mens dine forældre eller bedsteforældre drikker en dejlig kop kaffe. Få arkene i billetsalget.
SKATTEJAGT: NØGLEN TIL KØBENHAVN
Hver dag fra kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21.
Når I går ind ad den store støbejernslåge til byhaven på Københavns Museum, skal I prøve at kigge op. Der kan I se tre store nøgler, som er en del af lågens mønster. Og nøgler har vi mange af her på museet. På museets stueetage, første og anden sal gemmer sig intet mindre end 31 nøgler. Mon I kan finde dem alle sammen? Gå på jagt ved hjælp af vores skattekort, som du får i billetsalget, og find dem alle – så venter der dig en lille præmie.
ARKÆOLOGISK VÆRKSTED
Hver weekend kl. 12-16.
I Arkæologisk værksted kan I studere arkæologiske fund på nærmeste hold og få indblik i arkæologernes arbejde med at sortere, vaske og undersøge fund under den københavnske asfalt. Kom og vær med!
Læs mere om værkstedet her: Det nye Arkæologisk Værksted | Københavns Museum (kk.dk)
ARKITEKTURBINGO
24. juni - 13. august kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21.
Få et gratis opgaveark i billetsalget og gå jagt efter bygningsdetaljer og særlige typer huse i hovedstaden: Kan du finde et ildebrandshus, et klokketårn eller den særlige Københavnerbænk? Er en del af Arkitekturhovedstad 2023.
UDSTILLING: SE HAVFRUEN OG DEN FLINKE GARDER
Hver dag fra kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21.
Dyk ned i plakatkunstner Ib Antoni’s tegneserieagtige univers med bl.a. gardere med fuglerede i huen og smilende havfruer. Gå på opdagelse i de fantasifulde motiver i vores særudstilling om den store danske plakatkunstner, der vækker begejstring hos besøgende i alle aldre!
For historienørden, kunstelskeren og den kreative
Gå på opdagelse i vores permanente samling og særudstillingen ”Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni”, der er fuld af fantastiske motiver og farver, eller slip kreativiteten løs med porcelænsmaling i Arkæologisk Værksted.
SÆRUDSTILLING: DA KØBENHAVN BLEV WONDERFUL – PLAKATKUNSTNEREN IB ANTONI
Hver dag fra kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21.
Den smilende havfrue, den flinke garder – de fleste kender motiverne i æstetisk 60’er-streg og farvepalet. Men hvem har skabt de ikoniske motiver? Få den utrolige historie om Ib Antoni, som var verdenskendt i 50’-70’erne og satte Danmark på verdenskortet med sine tegninger, men hvis navn siden gik i glemmebogen. Særudstillingen er en del af Arkitekturhovedstad 2023.
OMVISNING I SÆRUDSTILLINGEN DA KØBENHAVN BLEV WONDERFUL – PLAKATKUNSTNEREN IB ANTONI
24. juni, 1., 8., 15., 22. og 29. juli (lørdage) kl. 13. Varighed: 30 minutter. NB! Gratis når du har betalt billet.
Kom på omvisning i ”Da København blev wonderful – plakatkunstneren Ib Antoni” og få en introduktion til udstillingen og Antonis spændende liv, samt hvordan udstillingen blev til.
Køb billet her: Omvisning: Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni (kk.dk)
PERMANENT UDSTILLING OM KØBENHAVNS HISTORIE
Hver dag fra kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21.
Hvor godt kender du egentlig København? I vores permanente udstilling kommer du på en vandring gennem byen og historien fra de første spor af mennesker og frem til i dag. Den faste samling dækker perioden fra ca. 12.000 f.Kr. til i dag med over 400 genstande. Vidste du for eksempel, at København var en ret stor by allerede i sen vikingetid? Gå på opdagelse i Københavns historie og bliv klogere på dette og meget mere!
Læs mere her: Vores faste udstilling | Københavns Museum (kk.dk)
PORCELÆNSMALING I ARKÆOLOGISK VÆRKSTED
Alle lørdage og søndage i juni, juli og august kl. 12-16.
Prøv kræfter med dekorering, når vi tegner vi på genbrugsporcelæn med tuschmaling efter flotte mønstre fra flere hundrede år gamle potteskår, der er gravet op af jorden i København. Mens I dekorerer og hygger jer i en afslappet atmosfære, giver museets formidlere gode råd til farver, teknikker og mønstre. Workshoppen er både for børn og voksne!
Læs mere og køb billet her: Porcelænsmaling i Arkæologisk Værksted (kk.dk)
Og lidt godt til ganen
CAFÉ SPIRREVIPPEN & MUSEUMSSHOPPEN
Hver dag fra kl. 9-18 og torsdage kl. 9-21. (gratis entré)
Undervejs i dit museumsbesøg kan du tage en pause og nyde solen i vores hyggelige gårdhave. Vores museumscafé Spirrevippen disker op med kaffe, læskende drikke, morgenmad, frokost og det lækreste hjemmebag. Caféen er åben hver dag til kl. 18 og på nogle torsdage til kl. 21 i forbindelse med arrangementer. Husk også at slå vejen forbi vores museumsshop, hvis du mangler en gave eller ønsker at forkæle dig selv.
Husk, at både café og shop kan besøges uden at betale entré.
Læs mere her: Besøg museumscaféen Spirrevippen | Københavns Museum (kk.dk) og
Museumsbutikken | Københavns Museum