Pressemeddelelse: Ny udstilling: Byen på tegnebordet – Drawing a City 21. april - 14. november 2021

Ny udstilling på Københavns Museum viser byens hemmelige arkitekttegninger

180.000 arkitekttegninger af københavnske byggerier. Så mange tegninger gemte et arkiv under Stadsarkivet. Fra 21. april 2021 viser en ny udstilling på Københavns Museum et helt særligt udvalg frem. Museet inviterer dig ind i maskinrummet hos dem, der over en 100 år lang periode tegnede konturerne af den hovedstad, vi kender i dag: Få historien om bl.a. Den Hvide Kødby og Lynetten, se de flotte arkitekturtegninger og fotos af det gamle København – og af byen lige nu.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) er forventningsfuld:

”Vi lever i en tid, hvor byudvikling optager mange af os. For hvilken by er det, vi ønsker at skabe for næste generation?,” siger hun og uddyber: ”Også tidligere har byens udtryk og udvikling optaget borgere og politikere i København. Med udstillingen får vi et kig bag kulisserne til dem, der har skabt en stor del af hovedstadens visuelle udtryk, og vi får indblik i et udvalg af de mange hundrede tusinder af byens tegninger, der har været med til at forme vores hovedstad. Tegninger, der aldrig har været vist frem i offentligheden før. Det gælder blandt andet tegningerne af Den Hvide Kødby, som kommunen opførte i 1930’erne, og som i dag fremstår som et arkitektonisk unikum.”

Alt er tegnet – og det er rigtig meget

Det er lidt af en skattekiste, som Københavns Museum trækker på i den nye udstilling: Et helt særligt arkiv under Stadsarkivet udelukkende med arkitekttegninger af københavnske byggerier. I en periode på lidt over 100 år (1886-1998), havde Københavns Kommune landets største tegnestue, Stadsarkitektens Tegnestue. Her stod en større gruppe medarbejdere for at tegne en lang række kommunale bygninger, lige fra skoler og boliger til gadebelysning, gadeinventar og tekniske bygninger. Den gamle stadsarkitekt Otto Käszner samlede en gruppe med særlig indsigt i samlingen, som har hjulpet med at finde det bedste frem fra gemmerne. Det kan vi nu fra april vise på Københavns Museum.

Bygningerne – og menneskerne bag

Udstillingen viser aldrig før udstillede originale tegninger, mens historiske fotos er hentet frem fra museets samlinger. Alt dette står side om side med fotografen Jens Marius Lindhes nyeste fotos af byen og bygningerne.

Københavns Museum følger en række bygninger, der bliver opført, får tilbygninger og bliver revet ned igen alt imens stilarterne skifter fra rig brug af ornamentik til rette linjer. Den store tilvandring fra land til by og ny teknologi i perioden ændrer arkitekturen og brugen af byens huse. På udstillingen får du indblik i tankerne bag, ser tegningerne til, og hører oplevelsen af dem, der skabte husene, dem der brugte dem og dem, der stadig bruger dem. Eksempelvis fortæller en elev levende om sin skolegang i 1940’erne på Rådmandsskolen, hvor drenge og piger gik hver for sig.

Hvordan var det at arbejde for Stadsarkitekten?

”Mit første indtryk af tegnestuen, da jeg startede som studentermedhjælper i 1969 var et noget stift og støvet foretagende. Opmåling af et tomt hospitalsafsnit på var noget af det første, jeg blev sat til, men jeg fandt hurtigt ud af, at det i høj grad var en spændende tegnestue, og en af landets største. Det største og mest spændende projekt, jeg var med på, var Lynette-anlægget op gennem 70’erne, og igen i 90´erne.

For mig var det omfattende tegningsarkiv ikke bare noget, der hørte fortiden til. Det var et arbejdsredskab, når der skulle laves ændringer, fx nye toiletter til skolerne, og en vigtig inspirationskilde, når der skulle bygges nyt” udtaler Svend Baggesen, tidligere afdelingsarkitekt i Projekteringsafdelingen i Stadsarkitektens Direktorat.

Forlæng oplevelsen

I forbindelse med udstilling udkommer en rigt illustreret bog og museumsbutikken byder på et udvalg af originale Københavnergaver.

Udstillingen er støttet af Dreyers Fond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond.

Praktisk

Særudstilling på Københavns Museum:

Byen på tegnebordet – Drawing a City

21. april – 14. november 2021

Alle dage kl. 9-18, torsdag kl. 9-21

Stormgade 20

1555 København V

www.copenhagen.dk

De til en hver tid gældende corona-restriktioner vil blive overholdt ifm. et besøg på Københavns Museum.

 

Yderligere information

Museumsinspektør og kurator på Københavns Museum, Regitze Lindø Westergaard, 4042 6458, EZ4F@kk.dk

Kommunikations- og presseansvarlig på Københavns Museum, Jesper T. Møller, 4019 7485, D64B@kk.dk

Et eksempel: Flæskehallen Den hvide Kødby

I mange år genlød Den Hvide Kødby på Vesterbro af slagternes taktfaste hug, sækkevogne, der skramlede rundt, og råben og snakken fra de mennesker, der myldrede frem og tilbage. Bygningerne var til praktisk brug, med slid og stødmærker på porte og døre. Over det hele lå en lidt fad em af kogt fedt, blod og kød. Der var næppe mange, der dengang tænkte på, at de her færdedes i det, der i dag bliver kaldt epokegørende arkitektur på linje med Arne Jacobsen.

Den Hvide Kødby blev opført af Københavns Kommune i årene 1931-34 efter tegninger af stadsarkitekt Poul Holsøe og hans medarbejdere. Og det med lige linjer, glatte overflader og en hvidhed, der signalerede hygiejne. I dag er hele området sat i stand og en magnet for et yngre, tjekket publikum, som skal hen og have noget at spise og drikke eller lige skal købe den helt rigtige kniv til den hjemmelavede Sushi.

De udstillede tegninger giver et enestående overblik over Kødby-komplekset, mens s/h fotos giver et nostalgisk tilbageblik og Jens Marius Lindhes fotos viser, hvordan det tager sig ud i dag.

Oplev også udstillingen ”Bag facaden” i Dansk Arkitektur Center og få 20 % rabat – det er blot 450 meter fra Københavns Museum!

Dansk Arkitektur Center inviterer dig med bag facaden på dansk arkitektur. Gennem 30 cases, VR-installation og debatzoner til installationer af bl.a. landskabsarkitekt Jan Gehls arbejdsværelse og Solnedgangspladsen i Skagen indbyder udstillingen til refleksion og debat - om det der er på spil, når arkitekter skaber de rammer, vi lever i.

Har du løst billet til Københavns Museum, får du 20 % rabat på entreprisen til Dansk Arkitektur Center – du skal blot vise din billet til Københavns Museum eller dit årskort i billetsalget i Dansk Arkitektur Center.

Tilbuddet gælder i hele udstillingsperioden af  ”Bag facaden”. Rabatten gælder entrebilletter, ikke kombi-billetter på fx mad og udstilling.

www.DAC.dk