Københavns Museum er nu helt færdigt: Se det ”nye” 600 år gamle skibsvrag!

Udstillingsrummet ”Du store verden” fortæller havnens historie fra middelalderen til renæssancen og om Københavns udvikling fra købstad til hovedstad. Hermed er det 14. og sidste udstillingsrum på Københavns Museum færdigt.

1428 blev en lang række skibe sænket for at spærre indsejlingen til Københavns havn. Det var de nordtyske handelsbyers protest mod den danske konges, Erik af Pommerns, planer om at indføre Øresundstolden. Nu er vragdelene af et skib fra samme periode og samme type – en 13 meter lang skude – forsigtigt blevet løftet ind på Københavns Museum og er blevet en del af den faste udstilling. Udstillingsrummet ”Du store verden” fortæller havnens historie fra middelalderen til renæssancen og om Københavns udvikling fra købstad til hovedstad. Hermed er det 14. og sidste udstillingsrum på Københavns Museum færdigt.

Kom selv ind og se skuden og nyd det smukke rum fra fredag 1. juli.

Fragmenter af Römerglas ca. 1575 - 1700.
Fotograf
Københavns Museum

Skibsvrag fra dramatisk periode i middelalderen

Forud for opførelsen af Operaen i Københavns Havn fandt museets arkæologer i 2001 blandt andet dele af tre skibsvrag fra middelalderen. Skibene er af samme slags som dem, der blev sænket forsætligt i 1428, hvor forbundet af de nordtyske handelsbyer, Hansaen, sænkede først ti skibe og senere op til 38 store og små skibe ved Refshalen. Denne spærring af indsejling til byen fra nord skete i protest mod den danske kong Erik af Pommerns planer om at indføre Øresundstold. Spærringen var dog ikke særlig vellykket, og Erik af Pommern førte kort efter en større flåde forbi den. I de søslag, som her blev udkæmpet, blev der for første gang brugt kanoner i et søslag på dansk territorium. I forbindelse med udgravningen fandt arkæologerne blandt andet blykugler samt en kanonkugle af granit ved vragene. Disse fund kan du også se udstillingen.

Sejren over de nordtyske handelsbyer i 1428 var et afgørende skridt på byens vej mod status som hovedstad. Københavns udvikling fra købstad til hovedstad var en gradvis proces, der både omfattede opførelsen af Københavns Slot, etableringen af Københavns Universitet, udviklingen af byen som kongelig residensstad og sæde for rigets administration, sikring af byens handel og forstærkning af dens befæstning.

Montre med fund fra middelalder og renæssance.
Fotograf
Københavns Museum

Udstillet for første gang

Det har taget flere år at konservere den 13 meter lange skude fra senmiddelalderen på Nationalmuseets bevaringsafdeling i Brede. Alle de 100 dele har siden ligget i flere måneder i udstillingsrummet ”Du store verden”, hvor skibstræet fik tid til at vænne sig til sine nye omgivelser og dunste af. Nu er skuden blevet samlet og bliver udstillet for første gang nogensinde. I udstillingsrummet bliver skuden vist, som den blev fundet, da den blev gravet ud, men også vakt til live gennem både en model af skibet, som man må røre ved, samt korte film om fundet, registreringen, dateringen og bevaringen af den 600 år gamle skude.

 

Model af skude 2.
Fotograf
Københavns Museum