Glædelig jul og godt nytår
2023 blev året, hvor Københavns Museum, sammen med ingeniørvirksomheden Geo, gjorde det muligt at rejse tilbage i tiden med en 3D model af Rådhuspladsen. Knapt så langt tilbage i tiden gik årets store særudstilling om plakatkunstneren Ib Antoni, der i 1960'erne gjorde det nedslidte København ”wonderful” – en udstilling, som kan opleves ind i det nye år.
Vores arkæologiske nytårskur, hvor museets arkæologer fortæller om årets udgravninger, blev et tilløbsstykke. Arkæologerne har på ny gjort fund, der rykker ved vores opfattelse af Københavns historie. Arkæologi kom også øverst på skemaet efter en udgravning med fund af skeletter i en skolegård på Nørrebro. Og skoletjenesten nåede ud til alle bydele og sikrede, at elever fra en af vores partnerskoler blev medskabere af nyt formidlingsmateriale, bl.a. en ny ”Børneguide – af børn til børn”.
2023 blev også året, hvor vi markerede, at København var Arkitekturhovedstad 2023. Det har vi gjort med et væld af aktiviteter fra børneworkshop med minitegl, bogforedrag, byvandring om design i byrummet og en ny, populær podcastserie ”Se op!” om hovedstadens arkitekter. Byens arkitektur og udvikling har også sat sit præg på museets store bymodel, hvor de nyeste byrum, heriblandt Papirøen, er kommet med. Det, der forsvandt i byrummet blev også sikret bl.a. med indsamling af genstande fra Irma og deres københavnerhistorie.
Museet har desuden budt velkommen til mange nye besøgende, heriblandt ”To Sultne Piger”, der blev mætte og gav Instagram-roser til både Café Spirrevippen og udstilling.
Glædelig jul og godt nytår fra Københavns Museum.
Tak for året, der gik. Vi glæder os til at byde jer alle velkommen i 2024!