900 år gamle hjulspor frem i lyset på Gammeltorv i København
Det historiske stykke brolægning indeholder tydelige hjulspor, som stammer helt tilbage fra middelalderen.
Fundet anses for at være særligt, da det giver et sjældent og helt konkret indblik i fortidens byliv. Brolægningen lå oprindeligt lige uden for en tidlig-middelalderlig befæstning, hvis formål og betydning stadig ikke er helt klar.
"Dette enestående fund viser, at Gammeltorv gennem århundreder har været et centralt mødested i København. Vi ser frem til at dele mere ny viden om Gammeltorvs fortid, når udgravningen er gennemført og fundene analyseret", udtaler Terje Stafseth, arkæolog ved Københavns Museum.
![Arkæolog fotograferer stenlægning med hjulspor](/sites/default/files/styles/4_3_696px/public/2024-04/Gammeltorv1%20689%20x%20517%20px.jpg?itok=9ex6m2lV)
Fra samme periode er bl.a. nogle sildeskeletter (!) fra Kongens Nytorv og en smukt udført benkam fra Rådhuspladsen, som kan ses i den permanente udstilling på Københavns Museum, der har åbent hver dag.
![Arkæologer på besøg på Gammeltorv-udgravningen](/sites/default/files/styles/4_3_696px/public/2024-04/Gammeltorv%20689%20x%20517%20px.jpg?itok=tyxvHOBs)