900 år gamle hjulspor frem i lyset på Gammeltorv i København
Det historiske stykke brolægning indeholder tydelige hjulspor, som stammer helt tilbage fra middelalderen.
Fundet anses for at være særligt, da det giver et sjældent og helt konkret indblik i fortidens byliv. Brolægningen lå oprindeligt lige uden for en tidlig-middelalderlig befæstning, hvis formål og betydning stadig ikke er helt klar.
"Dette enestående fund viser, at Gammeltorv gennem århundreder har været et centralt mødested i København. Vi ser frem til at dele mere ny viden om Gammeltorvs fortid, når udgravningen er gennemført og fundene analyseret", udtaler Terje Stafseth, arkæolog ved Københavns Museum.
Fra samme periode er bl.a. nogle sildeskeletter (!) fra Kongens Nytorv og en smukt udført benkam fra Rådhuspladsen, som kan ses i den permanente udstilling på Københavns Museum, der har åbent hver dag.