Workshop: Porcelænsmaling i Arkæologisk Værksted

Kom til kreativ vinter-hygge i Arkæologisk Værksted. Vi gentager den populære workshop, hvor vi med tuschmaling dekorerer genbrugsporcelæn med inspiration fra arkæologiske fund af ældgammelt porcelæn.

Tag dine venner, kollegaer, forældre eller bedsteforældre under armen og vær med!

Museets arkæologiske formidler fremviser porcelæn og andre potteskår, som arkæologerne har gravet op af jorden i København, og med de ægte arkæologiske fund som inspiration kan du forvandle second-hand kopper, skåle og tallerkner til farvestrålende upcyclet service med dine helt egne personlige dekorationer - lige til at tage med hjem og måske forære væk, så snart det har været en tur i ovnen. Mens vi hygger os med fordybelse i en afslappet atmosfære, vil museets formidler være til rådighed og guide dig undervejs. 

Der er adgang til arrangementet mellem kl. 10-14, men der vil være en fælles introduktion til porcelænets historie i arkæologisk kontekst kl. ca. 10.15.

Pris for deltagelse er 150 kr. pr. person (inkl. 1 stk. service). Tilkøb af ekstra genbrugsporcelæn på dagen 30 kr. pr. stk. Tuschmaling er tilgængelig og til låns under hele workshoppen.

Porcelænsworkshoppen finder sted torsdag, fredag og lørdag i vinterferien i uge 7 (12. til og med 14. februar). Vær sikker på en plads, og køb billet på forhånd. Evt. usolgte billetter kan købes på dagen i billetsalget på Københavns Museum i Stormgade 18.

Workshoppen er for alle. Børn skal dog være ifølge med en voksen. Adgangen til workshoppen kræver gyldig billet for både børn og voksne.

Da der er arkæologiske fund i værkstedet, er mad og drikke ikke tilladt. Til gengæld frister Café Spirrevippen på Københavns Museum lige ved siden af med hjemmebag og kaffe før eller efter arrangementet.

Arrangementet finder sted i Arkæologisk Værksted, Stormgade 20, 1555 København V (indgang fra hjørnet af Stormgade og H. C. Andersens Boulevard).

Kontakt

Københavns Museum, Arkæologisk Værksted

Stormgade 20

1555 København V
Del med