Arkæologisk Nytårskur 2026
Ved Arkæologisk Nytårskur 2026 kan du møde museets arkæologer og høre om nogle af årets mest bemærkelsesværdige fund fra København og omegn. Arrangementet giver et samlet indblik i, hvad undersøgelserne i 2025 har afsløret af nyt om byens historie – fra middelalderlige vejforløb til udviklingen af ikoniske byrum og spor efter menneskers liv og død.
Først præsenteres fire korte oplæg og derefter vil der være mulighed for at kigge nærmere på nogle af de genstandsfund, der er fremkommet ved undersøgelserne.
I anledning af nytårskuren byder Café Spirrevippen på nytårsbobler til særpris – 60 kr. pr. glas.
Torvegade
I forbindelse med anlægsarbejder på Christianshavn og Amagerbro er der påvist velbevarede levn fra 1600-1800-tallet, herunder en betydelig del af den tidligere Amagerport og dele af befæstningsanlægget mod Ravelinen. Udgravningen har også frembragt et sjældent bevaret vejforløb fra 1700-tallet samt et menneskekranie fundet nær det historiske rettersted.
Vestre Kirkegård
Skybrudssikringen på Vestre Kirkegård har givet arkæologerne mulighed for at undersøge både områdets forhistorie og kirkegårdens udvikling. Undersøgelserne kaster lys over de mennesker, der blev begravet her, deres efterladte og de strukturer, der har formet kirkegårdens organisering gennem tiden. Der vil blive vist billeder af humant materiale.
Lakajgården
Siden 2020 har udgravninger ved Lakajgården ved Frederiksberg Slot fulgt anlæggets udvikling fra 1700-tallet til i dag. Fremkomsten af spor fra et ridehus opført i 1734, samt undersøgelserne af staldbygningen og køkkenbygningen, gav et nuanceret indblik i de forandringer der er sket på stedet gennem århundreder.
Gammeltorv
Årets arbejde på Gammeltorv har givet nyt perspektiv på en af byens ældste strukturer. En lille halvkredsvold, tidligere tolket som byens tidligste kerne, viser sig at fortælle nye historier om områdets anvendelse og Københavns tidlige udvikling.
Hvor
Salen, Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V
Hvornår
Torsdag d. 15. januar eller torsdag d. 29. januar – begge dage kl. 17-19
Pris
150 kr.
Kontakt
Københavns Museum
Stormgade 18