København - fra havn til markedsby
I phd-projektet ”Towards the making of a town – people, practices and interaction in early medieval Copenhagen” har arkæolog og museumsinspektør Hanna Dahlström undersøgt blandt andet disse spørgsmål. Læs mere om Hannas phd-projekt i pdf-filen nederst.
Den relative mangel på skriftlige kilder om København fra tiden før 1200 har begrænset kendskabet til den ældste by. På trods af de omfattende og ofte indsigtsfulde observationer af kulturlag og fund, som de to amatørarkæologiske profiler H.K. Rosenkjær og H.U. Ramsing lavede i 1900-tallets første halvdel, tog det indtil årtusindskiftet, inden arkæologien for alvor kunne engagere sig i debatten om hovedstadens oprindelse. Efter et par mindre udgravninger i området mellem Gammeltorv og Rådhuspladsen, stod det klart, at København havde en historie, der strakte sig længere tilbage end til da biskop Absalon i 1167 modtog "(lands)byen og borgen Havn". Sådan skrev den middelalderlige skriver og historiker Saxo Grammaticus, og det blev dermed det tidspunkt, som historikere i det 1900-tallet udnævnte som byens oprindelse. Siden 1980'erne har Københavns Museum indsamlet små stykker information, som bid for bid er blevet knyttet til den tidlige middelalderby. Det er dog især i de sidste ti år, de virkelige store stykker af puslespillet om det tidligmiddelalderlige København er dukket op. Her har udgravningerne på Rådhuspladsen siden 2011 bidraget med de største stykker.
Et af formålene med Hanna Dahlströms ph.d.-projekt var at undersøge historien om Københavns opståen og tidlige udvikling. Her samledes alle de nye arkæologiske oplysninger, museet har registreret og Hanna har i sit arbejde haft mulighed for at benytte nye naturvidenskabelige dateringsmuligheder. Takket være dem kan vi se de historiske kilder og det ældre arkæologiske materiale i et nyt lys og pusle alle de oplysninger sammen til en ny historie om hvordan, hvornår og hvorfor København kom til. I forbindelse med denne opgave har Hanna samarbejdet med Bjørn Poulsen, professor i historie og Jesper Olsen, direktør for AMS Dating Centre; begge Aarhus Universitet. Resultaterne af gruppens forskning er blevet offentliggjort af flere omgange i 2017 og 2018.
Ph.d.-projektet gennemførtes i 2016-2018. Det er en del af forsknings- og formidlingsprojekt Urbaniseringens møder og mennesker, ledet af Københavns Museum og udført i samarbejde med Odense Bys Museer, Nya Lödöseprojektet i Göteborg, Sverige og UrbNet (Center for Urban Networks Evolutions) ved Aarhus Universitet.
Phd-projektet er finansieret af Velux fonden, Kulturministeriet, Aarhus Universitet og Københavns Museum. Det er knyttet til UrbNet/Aarhus Universitet.
Læs mere om Hanna Dahlströms phd-projekt på Urb-nets hjemmeside.
Læs hele teksten i pdf-filen herunder.