Hug en hæl og klip en tå

Fodtøj blev opfundet for at beskytte fødderne mod natur- og klimatiske forhold, men det blev også en vigtig del af den sociale overlevelse og hvordan vi gerne vil blive set i andres øjne. Prisen var fodskader.

Københavns Museum har i de seneste par årtier gennemført store, arkæologiske undersøgelser med særligt gode bevaringsforhold for organisk materiale. Det har resulteret i en anselig samling af fodtøj, bestående af læder, træ og tekstil, der er blevet analyseret og udfoldet i afhandlingen: Mellem brosten, knyst, skolæst og mode. Sko fra 1300 – 1800 fra arkæologiske udgravninger i København.

Samlingen giver indblik i fodtøjspraksisser hos et bredt udsnit af den københavnske befolkning i en periode, hvor byen gik fra at være en mindre bebyggelse og handelsplads til at være hovedstad med bredt, internationalt netværk og udsyn. 7.205 hele eller dele af arkæologisk fundne sko danner her basis for et genstandsbiografisk studie af, hvordan hverdagsfodtøj blev brugt og udviklet set ud fra klima og funktion, håndværk og handel samt mode og iscenesættelse.

Du kan læse den fulde ph.d.-afhandling via Københavns Universitets hjemmeside.

Nedenfor kan du læse en artikel, der også har været bragt i tidsskriftet Dragtjournalen, hvor Vivi Lena Andersen sætter fokus på, hvad skoene kan fortælle os om bæredygtighed og fodsundhed.

God læselyst!

"Hug en hæl og klip en tå"

Sådan lyder det i Brødrene Grimms eventyr om Askepot, hvor stedmoderen får de to onde stedsøstre til at gå til det yderste i forsøget på at få deres store fødder presset ned i Askepots alt for lille balsko. Prisen er stor for at vinde kongesønnen, og den ene søster klipper en tå af, mens den anden hugger en del af hælen. Desværre for søstrene var den blodige indsats spildt, og med os tager vi ikke blot moralen om, at man ikke kan lyve sig til ægte kærlighed, men også at det ikke kan anbefales at forkrøble sine fødder, så de passer til det begærede fodtøj. Sidstnævnte morale er dog ikke én, vi har taget synderligt til os i nyere tid. For hvem har ikke på et tidspunkt båret sko, som var for små, klemte, gnavede, gav vabler eller måske i sidste instans resulterede i knyster eller det der var værre? At presse foden til at bære attråværdigt, men også fysisk uhensigtsmæssigt fodtøj er dog ikke et moderne fænomen eller ét formuleret af Brødrene Grimm i 1800-tallets begyndelse.  

Min forskning i fodtøj og studier af især Københavns Museums store samling af arkæologisk fundne hverdagssko, fra hhv. middelalderen, renæssancen og enevælden, peger på, at udviklingen i skoens form og opbygning i løbet af disse perioder samtidig var en tilbagegang for fodens helbred. Sideløbende med denne negative udvikling viser de fundne sko, at man til gengæld i stort omfang benyttede sig af muligheden for at reparere, lappe, genbruge og arve sko samt skære i og redesigne sko, så de blev tilpasset føddernes skavanker og eventuelt nye ejeres fødder. 

Sko er som udgangspunkt ikke bæreegnet til menneskets fødder, men den teknologiske udvikling i måden, man konstruerede og reparerede sko på, viser, at skoene selv blev mere bæredygtige i ordets langtidsholdbare forstand.

Bæredygtig/-egnet? 

Bæredygtighed beskrives ifølge Det Danske Litteratur- og Sprogselskab som havende en tvedelt betydning :

1. med evne til at tåle vægten af noget

2. som sikrer eller indebærer holdbare positive resultater (i en bestemt henseende) uden at ødelægge det foreliggende grundlag.

Bedømmer vi sko ud fra bæredygtighedens første betydning, som havende bæreevne eller være bæreegnet, så er der en positiv og en negativ side. Den positive side omhandler sko som beskyttelse. Da vores forfædre rejste sig og gik på to ben for seks-syv millioner år siden, blev fødderne udsat for stor belastning, da hele kropsvægten fordeles på de proportionelt set små fodballer og hæle . Af de over 250 primatarter i verden, er mennesket den eneste, der kun går på to ben. Med den oprejste gang gik menneskets fod fra at være anvendelig og fleksibel til at være en højt specialiseret kropsdel, der med sine 26 x 2 knogler kun kan drive kroppen fremad og tage i mod stødene undervejs. Dertil kommer de klimatiske og naturbetingede udfordringer i form af kulde, varme, vand, is, sne, torne, skarpe overflader, stenet underlag, giftige dyr og planter, som udfordringer for fodsålerne. For mange tusinde år siden lærte mennesket at beskytte sine fødder med fodtøj mod disse udfordringer, optimere sin mobilitet i det ellers fjendtlige terræn og øge sine muligheder for overlevelse .

Men på den negative side, så er barfodsgang den bedst egnede måde at bevæge sig fremad på, for her tilpasser fodmuskulaturen sig til underlagets ujævnheder, hvorimod en sko hindrer fodens naturlige bevægelse og kan føre til kroniske skader i fødder, knæ, hofte og ryg . Analyser af brugsslitage på de arkæologisk fundne sko fra 1600- og 1700-tallets København vidner om, at foddefekter såsom hammertå , knyster og platfod , var almindelige lidelser . 

At skoene var symmetriske (dvs. ingen højre eller venstre sko), højhælede, og at tidens modeideal dikterede en petit fod , har været medvirkende årsager til at foddefekter udviklede sig. Af de fundne middelaldersko, jeg har analyseret, er der kun ganske få spor efter foddefekter . Udformningen af middelalderens fodtøj (flade og tilpasset hhv. højre og venstre fod) tillod foden mere naturlig bevægelse end de efterfølgende perioders sko. Det betyder, at skoens udvikling må siges ikke at være bæreegnet. Men er den bæredygtig i ordets holdbare forstand?

Holdbare hæle og symmetriske sko

Skoene blev i den sene jernalder, i vikingetiden og i middelalderen syet med en teknik, hvor en særskilt sål og overdel blev syet sammen fra vrangsiden og derefter vendt . Den vendsyede sko blev i løbet af 1500-tallet erstattet af den randsyede sko, hvor skoen ved hjælp af en rand, liggende i kanten mellem flere lag af såler og overdelen, fik en stærkere konstruktion og bedre holdbarhed. Omkring år 1600 blev hælen en fast bestanddel af skomoden. Men hvorfor egentlig en hæl?

Der er adskillige forklaringer, der gør sig gældende indenfor dette spørgsmål. Den mest umiddelbare begrundelse er, at bæreren af skoen syner højere. Dette var grund nok for Solkongen Ludvig XIV (1638-1715), der bar sko med høje hæle for at få sin ellers lave statur til at harmonere med sin høje position i samfundet, hvor han på alle måder gerne skulle være hævet over andre .

Den mest kendte forklaring på hælens opståen er nok, at man med hæl på skoen blev hævet op over skidt og spildevand i gaderne, så skoens overdel ikke blev tilsmudset og ødelagt. Denne form var en afart af middelalderens patiner/galocher . Men i sagens natur gjaldt denne beskyttelse netop kun for skoens bagstykke over hælpartiet. Forfoden og skoens overlæder var stadig nede i smudset på gadeniveau, og man konstruerede derfor særlige galocher, som hhv. dækkede og løftede både forfod og hæl. En anden årsag er søgt indenfor rytteriet, hvor fodtøjet hos centraløstens kavaleri i 1500-tallet har en lille hæl, om end af en ganske anden konstruktion end den europæiske.

Dette forklarer ikke, hvorfor hælen blev et udbredt fænomen, der i Vesteuropa udviklede sig langsomt, fra at bestå af nogle enkelte, beskedne kiler af læder sat ind mellem sålerne bagerst på skoen. Måske skal en overset, teknisk, simpel, men ikke uvæsentlig, bæredygtig årsag bringes i spil her.

En sko med hæl var lettere, hurtigere, billigere og mindre ressourcekrævende at reparere, og var langt mere holdbar end den flade sko . På middelalderens flade, vendsyede sko, udskiftede man hele sålen, når den blev slidt, ved at adskille den fra overlæderet. Det er vanskeligt at opmåle, skære og påsy en ny, tilsvarende lædersål, som kan passe nøjagtig til det brugte, forvredne overlæder, hvorfor hele skoen i værste fald kunne dømmes som kasserbar . Ved den randsyede sko med hæl, er det netop hælen, som tager imod de værste stød fra gangunderlaget og påtager sig de dertilhørende slitageskader. Derfor behøvede man kun at erstatte læderet i bunden af hælen i form af en lille hælflik, for at kunne bruge skoen fortsat. Samme princip gør sig gældende med ydersålen, (som kun dækkede undersiden af forfoden), ved den randsyede teknik. Blev ydersålen slidt, kunne denne let erstattes med en ny. Hverdagssko gennemgik således en udvikling mod det mere holdbare, reparationsegnede og spildreducerende. De arkæologiske fund viser en høj frekvens af reparerede sko og med mange forskellige typer af reparationer: ny hælflik, ny ydersål, udvendig tåkappe til at dække hul slidt på overlæderets tå, revner i overlæder blev syet sammen, lap sat på med træpløkker på ydersålens tåparti, metalnagle ned gennem bindsål (den inderste sål) for at holde hælen på plads - og mange flere.

En hæl skilles ad

I forbindelse med mit ph.d.-projekt har jeg samarbejdet med arkæologistuderende, Signe Groot Terkelsen, om at blive klogere på skohæle og deres konstruktion i 1600-tallet , hvor hælen bliver en meget typisk del af fodtøjet, bestående af adskillige lag af læder, samlet med træpløkker. Til et forsøg blev en hæl systematisk skilt ad og dens sirlige opbygning registreret undervejs. Forsøget viste bl.a., at omtrent midt på hælen (i højden) var de hele lag af udskåret og tilpasset læder, erstattet af et lag af små aflange, trekantede stykker af læder, som, med kanterne lagt tæt op ad hinanden, dannede en flad roset. Arbejdet var udført så elegant, at dette ikke kunne ses med det blotte øje på hælens yderside, hvor de små stykker lignede et ubrudt lag.

At benytte de små stykker af læder i hælen har ingen praktisk funktion for skoen, og det har været særdeles tidskonsumerende og unødvendigt besværligt for skomageren at fremstille, frem for at bruge et større stykke læder passende til hælens omkreds. Til gengæld har de små læderstykker en bæredygtig funktion. Skomageren har anvendt fraskær, som ellers ville ende i affaldsbunken. Når skomageren indledningsvist havde skåret de respektive skodele ud af det valgte skind, så stod denne tilbage med adskillige, små stumper af læder, som i sig selv ingen nytte har.

Fraskær erkendes ofte i arkæologiske udgravninger som værkstedsaffald, men her er der tale om optimal brug af materiale, der mindsker spildet og bliver en ny ressource. Brugen af fraskær i skoproduktionen og reparationsfasen er velkendt og har været et udbredt fænomen.

Dertil kommer de mange fund af dele fra brugte sko, som efter kassering, var endt i hænderne hos enten en skomager eller skolapper, der har skåret brugbare partier ud af eksempelvis såler og overlæder, så disse, om end små dele, kunne genanvendes i nye sko eller som lapper på slidte sko. Denne praksis understreger endvidere, at optimal udnyttelse af materialet gik forud for tidsforbruget i produktionen af skoen. 

Den symmetriske sko

Dvæler vi fortsat lidt ved produktionssiden af skoens udviklingshistorie, så ser et nyt fænomen dagens lys i årene før år 1600, som hænger sammen med hælens entré: Den symmetriske sko. I tiden før man anvendte hæle, skulle skomageren bruge to læste af træ for hvert par sko. Én tilpasset hhv. højre og venstre fod. Da hælen tilføjes skoen, øges behovet og forbruget for læste, da der nu ikke blot skal bruges højre og venstre læste, men også læste i forskellige vinkler og krumninger, alt afhængig af hvilken højde og form hælen skulle have. Det afstedkom ekstra udgifter for skomageren i køb af træ og produktion af mange flere læster end sædvanligt. Omkostningerne ville i sidste instans ende hos forbrugeren i form af højere priser, samt være en økonomisk belastning for det enkelte skomagerværksted, som ville have svært ved at sælge sko til højere pris.

Dette økonomiske og ressourcemæssige problem blev dog løst ved, at de højhælede skopar kunne produceres som to ens sko, der kun krævede én og samme læst. Selvom de symmetriske sko var langt fra bekvemme at bære, så havde de besparende fordele for forbrugeren. De symmetriske sko holdt længere end de mere fodformede forgængere, fordi ejeren kunne vælge at bytte rundt på skoene jævnligt, og fordele slitagen jævnt mellem højre og venstre side af den enkelte sko. Ud fra slidsporsanalyser af de arkæologisk fundne sko, ved vi, at dette ikke var en ualmindelig praksis .

Arv, genbrug og redesign af sko

Fra teknik og reparationer til bæredygtighed i form af recirkulation og modificering af fodtøj. I dag er det noget nær syndigt at lade sine brugte sko gå i arv, men tidligere var sagen en anden. Ifølge skriftlige kilder er en handel med brugte sko blevet praktiseret siden middelalderen . Sko kunne gå i arv enten via genbrugshandel eller direkte fra giver til arvtager . Et par sko kunne cirkulere lokalt i den enkelte husstand eller i forskellige sociale lag, være kasseret og genbrugt i flere omgange af forskellige ejere.

Denne praksis har især efterladt sig spor på de arkæologisk fundne, randsyede sko fra 1600- og 1700-tallets København, hvor størstedelen er repareret gentagne gange, redesignet og/eller er af en skotype, som blev brugt på anden vis, end hvad der var dens oprindelige formål.

At sko gik i arv nedad i samfundet, kan formodentlig ses på de fundne salonsko/-tøfler fra starten af 1700-tallet med meget høje, slanke hæle. Til trods for, at de var til indendørs brug, er læderhælflikkerne slidt af samt dele af trækernen, og læderbeklædningen på hælens sider er krænget op. Dette kraftige slitagemønster kan kun forekomme ved udendørs brug ved gang på og i mellem brosten. Måske er salonskoene/-tøflerne gået i arv fra den fine frue til tjenestepigen, hvis stand accepterede en anden og mere udstrakt brug af dette ellers eksklusive fodtøj. 

Genbrug af sko ses også ved modificering og redesign af den enkelte sko på forskellig vis.

Størstedelen af de fundne sko, har fået bagstykket skåret af, og blev dermed transformeret til tøfler . På den måde kunne skoen fortsat bruges, selvom bagstykkernes remme var slidte og gået i stykker. Men transformationen fra sko til åben tøffel gjorde det også lettere at lade skoen gå i arv til et menneske med længere fod, eller lade skoen følge med udviklingen i takt med et voksende barn . Denne tilpasning giver netop tøflen mulighed for med dens rummelige åbning. I samlingen findes også de afskårne bagstykker selv, der kendetegnes ved at mangle sømkanten i bunden, og interessant nok har majoriteten af de løsfundne, afskårne bagstykker deres remme intakt. Disse fund viser, at motivet til at skære bagstykkerne af ikke altid var slitage eller ødelagte remme, men eventuelt fordi skoen på et tidspunkt skulle passe til en større fod .  Ejeren selv kunne udvikle en sygdom, der resulterede i en forstørret fod, som ikke kunne være i en ordinær sko. Sko er blevet tilpasset deformiteter, eksempelvis i form af overlæder, der er skåret op fra midten af pløskanten og ned mod tæerne, som resulterer i en meget rummelig og bæredygtig sko.

1600- og 1700-tallets lukkeanordning på sko var i sig selv indbegrebet af bæredygtighed, med de genbrugelige spænder. Det aftagelige skospænde blev moderne i 1600-tallets sidste fjerdedel, og var, udover at være et personligt og dekorativt tilbehør, også et praktisk og funktionelt objekt, hvormed ejeren kunne redesigne eller genbruge et par sko . Spændet blev midlertidigt fastgjort til remmene som lukkeanordning, og kunne nemt tages af skoene efter brug. Man kunne således have flere par sko, men bruge samme par spænder til dem alle, eller have flere spændepar, som fik samme par sko til at skifte udseende. Der var grundlæggende fire forskellige spændetyper, som hver passede til de tilsvarende specifikke typer af remme. Dette satte begrænsninger for fleksibiliteten, men arkæologisk fundne sko vidner om hjemmelavede ændringer og tilpasninger af remme . Det var altså muligt at redesigne en sko ved at beskære remmene og/eller lave de fornødne huller, så skoen kunne bruges med en anden type spænde. Det fremgår også af de fundne sko, at slidte remme kunne skæres bort, og skoen bruges helt uden lukkeanordning . Mulighederne var mange og opfindsomheden stor.

Bæredygtighed på fødderne

Fortidens fodtøj viser heldigvis ikke, at man skulle hugge i sin hæl eller klippe i sin tå, selvom skomodens udvikling udfordrede føddernes biologi. Det arkæologisk fundne fodtøj viser tydeligt, at man til gengæld har fulgt en devise ala “Lap en hæl og skær en bagkappe”, og hvor ellers moderne udtryk som redesign, genbrug, genanvendelse og spildreduktion i høj grad gør sig gældende.

Slutteligt kan nævnes den bæredygtige stil, hvor trends, former og farver gentager sig i forskellige forklædninger, som eksempel de i dag populære Christian Louboutin sko, hvis kendetegn er en rød sål og hælbryst. Den har tydeligt fortidige paralleller i 1600-tallets sko, hvor røde hæle og røde sålkanter var moderne. Eller modesandalen anno 2014, der skal være flad, praktisk solid, have tyk sål og brede remme, ala Birkenstocks og det, der satirisk betegnes Jesussandaler eller gladiatorsandaler. Disse sandaler låner ikke kun elementer fra den klassiske verdens fodtøj, men peger også tilbage til 1970´ernes skomode og de dertilhørende værdier og bevidsthed omkring menneskers påvirkning på miljø, brug af ressourcer og bæredygtighed . Et værdisæt, som i høj grad også er gældende her i 2000-tallets begyndelse, hvor overforbrug, befolkningstilvækst, ressourceknaphed og global opvarmning er problematikker, der står højt på dagsordenen. 

De gamle håndværk, og ikke mindst den håndsyede sko, kan tænkes at få en kommende genopstandelse i bæredygtighedens navn. Nutidens håndsyede sko skønnes af håndskomagere at kunne holde i ca. 20 år, hvis de vedligeholdes . Men de færreste er villige til at betale en pris på 5.000 til 15.000 kroner per par, selvom udgiften fordelt på flere årtier er beskeden i forhold til, hvad de fleste ellers bruger på indkøb af nyt fodtøj. Dette kan være af en kvalitet, der gør dem kassable efter en eller ganske få sæsoner. Når det er billigere at købe nye sko end at få de gamle repareret, er det vanskeligt at ty til bæredygtige løsninger. Af disse årsager har skomagerhåndværket haft trange kår de seneste årtier, og det er heller ikke længere muligt at uddanne sig til skomager i Danmark. Flere af nutidens håndskomagere driver forretning ved at reparere, sælge speciallavede fodindlæg og foretage korrektioner på kundernes konventionelle sko, når brugen af disse resulterer i skader på fødderne. Det er en tilpasning af skoen til foden. Den omvendte tilpasning forekommer også.

Skønhedsfodoperationer

Plastikkirurger driver god forretning på fødder i disse år, men vel at mærke ikke kun de skadede af slagsen. Amerikanske plastikkirurger oplever en massiv efterspørgsel på fodforskønnende operationer, samt indgreb, der kan tilpasse foden til skoen, og gøre det mindre smertefuldt at bære fashionable sko . Tåforkortelser, tåforlængelser, “ansigts”-løft til fødder, botox, indsprøjtninger for at mindske svedproduktion og indsprøjtninger i fodsålerne, der danner puder, så det ikke gør så ondt at gå i højhælede sko. Kunder har sågar efterspurgt fedtsugning til deres fødder, og om at få fjernet lilletåen, så foden matcher de spidståede stiletter. Virkeligheden overgår eventyret.

Så vi kan mene, at Askepots stedsøstres (og nutidens amerikanske fashionistaers) indgreb på egne fødder, for at kunne bære det attråværdige fodtøj, er en grotesk handling. Men er årelang, eller måske endda livslang, brug af fysisk uhensigtsmæssigt fodtøj mindre absurd?

Jeg vil lade spørgsmålet stå, og give de sidste bæredygtige ord til Brødrene Grimm og to kvidrende duer med dette vers fra eventyret om Askepot:

“Kongesøn, den rette kvinde

fører du til dit palads,

ingen røde dråber rinde,

Skoen foden er tilpas.”