Til bygherrer

Læs her, hvis du planlægger et projekt, der omfatter jordarbejde i Københavns eller Frederiksberg Kommune

Som lodsejer, bygherre eller planlægger kan du altid henvende dig til museet for at få information om eventuelle fortidsminder på et givent areal i Københavns eller Frederiksberg Kommuner. Museet kan også vejlede i forhold til museumslovens bestemmelser.

Her er links til Museumsloven samt Slots- og Kulturstyrelsens Introduktion til bygherre.

Er du bygherre eller har du spørgsmål angående udgravninger og arkæologi i Københavns eller Frederiksberg Kommuner - kan du få flere informationer hos museets sagsbehandler inden for arkæologi:

Skriv til kulturarv@kk.dk eller ring til:

Gunvor Christiansen: tlf.: +45 20 37 83 19 (leder for Arkæologisk afdeling)

Mere om arkæologi og anlægsarbejder

Vis alle

Planlæg i god tid

Arkæologiske undersøgelser kan være langvarige, og god planlægning er altid fordelagtig i økonomisk såvel som arkæologisk henseende.

I det hele taget er en tidlig dialog mellem bygherre og museet en fordel. Bygherre finder ud af, om der skal foretages arkæologiske undersøgelser på matriklen og kan vælge enten at ændre sine arbejder for at undgå fortidsminderne eller bede museet om at iværksætte arkæologiske undersøgelser. Det bør gøres i god tid, før anlægsarbejdet starter, så arbejdet ikke forsinkes.  

Kontakt os gerne så tidligt som muligt i planlægningen af anlægsarbejder, så vi kan give råd og vejledning.

Skriv til kulturarv@kk.dk eller ring til:

- Gunvor Christiansen: tlf.: +45 20 37 83 19 (leder for Arkæologisk afdeling)

Arkivalsk gennemgang

Forud for et byggeri kan man som bygherre anmode museet om en udtalelse vedrørende mulige fortidsminder på det pågældende areal. Nogle gange kan udtalelsen laves fra skrivebordet (arkivalsk gennemgang), andre gange må den baseres på en arkæologisk forundersøgelse på stedet (se nedenfor).

En arkivalsk gennemgang laves ved at museet gennemgår egne og andre relevante arkiver med henblik på at afklare om der kan være fortidsminder på et givent areal. Den arkivalske gennemgang resulterer i en udtalelse, som sendes til bygherre. Denne er dog ikke bindende, men giver et fingerpeg om, hvorvidt man bør være opmærksom på muligheden for at der kan dukke fortidsminder op, hvis man går i gang med at grave på stedet. 

Arkæologiske forundersøgelser

Det er kun en mindre del af de arkæologiske levn, som allerede er registreret eller kan iagttages på jordoverfladen. Vil man økonomisk og planmæssigt sikre sig mest muligt mod arkæologiske overraskelser under et anlægsarbejde, anbefaler museet som udgangspunkt, at der foretages en arkæologisk forundersøgelse af arealet – også selv om der ikke på forhånd er registreret fortidsminder. Til at begynde med er det en god idé at anmode museet om en arkivalsk gennemgang (se ovenfor).

Formålet med en forundersøgelse er at skabe overblik over eventuelle fortidsminder af væsentlig interesse på et givent areal. Som bygherre opnår man herigennem bedre mulighed for at tilrettelægge sit anlægsarbejde. I museumsloven skelnes mellem mindre og større forundersøgelser. Museet afholder udgifterne til mindre forundersøgelse, mens det er bygherre der afholder udgifterne ved større forundersøgelser. Dog gælder særlige regler for de middelalderlige byer – som København – hvor alle forundersøgelser som udgangspunkt bliver betragtet som ”større”, uanset arealets omfang.

En forundersøgelse skal afgøre et eventuelt fortidsmindes præcise beliggenhed og omfang, samt hvor godt bevaret det er. På den baggrund kan museet udarbejde et budget for omkostningerne ved en eventuel udgravning.

Arkæologiske udgravninger

Findes der fortidsminder på et areal, der berøres af et anlægsarbejde, skal disse undersøges af museets arkæologer, før anlægsarbejdet kan gå i gang.

Hensigten med undersøgelsen er at undersøge og registrere fortidsminderne, så vi kan bevare den bedst mulige viden om dem, når først de er forsvundet.

Udgiften til denne undersøgelse samt dokumentation og tilgængeliggørelse af resultaterne afholdes som udgangspunkt af bygherre.

Arkæologiske budgetter

Museet udarbejder budgetter for forundersøgelse og udgravninger. Der er tale om såkaldte ”maksimumbudgetter”. Bygherre kan dermed ikke komme til at betale mere end det beløb, et budget lyder på.

Derimod kan en udgravning godt blive billigere, hvis arbejdet for eksempel forløber hurtigere end planlagt, eller hvis fortidsmindernes omfang er mindre end anslået. Det er det faktisk forbrugte beløb, som bygherre skal betale.

Alle budgetter skal godkendes i Slots- og Kulturstyrelsen. Et godkendt budget kan derefter forelægges bygherre.

København som kulturarvsareal

Det meste af Københavns indre by, indenfor Søerne og Christianshavns Vold, er udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen som kulturarvsareal. Et kulturarvsareal er et kulturhistorisk interesseområde med skjulte fortidsminder. Arealerne kan ses på Slots- og Kulturstyrelsens database Fund & Fortidsminder.

Kulturarvsarealerne har som funktion at advare potentielle bygherrer om, at der er væsentlige fortidsminder i et område, og at det kan være hensigtsmæssigt at revurdere anlægsarbejdet, så fortidsminderne bevares på stedet. Derved kan bygherrens omkostninger til de arkæologiske undersøgelser reduceres. Kulturarvsarealerne er tænkt som et incitament til at bevare fortidsminderne.

Læs mere om kulturarvsarealer på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

Bevar guldet - inden du graver

Læs her Slots- og Kulturstyrelsens folder om Arkæologiske udgravninger