Månedens fund

Nyt formidlingstiltag på Københavns Museum: Oplev månedens fund

Månedens Fund er et nyt formidlingstiltag, hvor én enkelt genstand fra enten museets arkæologiske udgravninger eller museets samling i øvrigt bliver fremhævet og udstillet, både fysisk på museet og som indhold på sociale medier.

Den underliggende tanke er at vise, hvad én enkelt ting kan fortælle, og hvor mange informationslag vores genstande har.

 

 

Fotograf
Københavns Museum

Månedens fund: ”Cigaretskod” fra 1600-tallet



Arkæologer fra Københavns Museum har for nyligt gravet i Amaliegade. Amaliegade er anlagt i et område, hvor københavneres skrald blev kørt ud og læsset af ved hjælp af hestevogne i 1600- og 1700-tallet – og noget af det, der bliver fundet i store mængder, er rester af lange kridtpiber. Dengang var produktionen og forbruget af kridtpiber enormt. Én ryger kunne ryge sig igennem ca. 50 piber på et år! Den lange, slanke pibestilk knækkede let og blev til datidens cigaretskod. På nogle af pibehoveder er der trykt et lille dødningehoved. Det er et velkendt producentmærke og fortæller os, at piben blev produceret i byen Gouda i Nederlandene, hvor størstedelen af de piber, vi finder i København, stammer fra. Så det der for 300 år siden var et producentmærke er i dag et symbol på, at rygning dræber.

I hele november måned kan du i salen på Københavns Museum se pibehovedet med dødningehovedet sammen med et lille udvalg af, hvad der er ellers blevet fundet ved udgravningen i Amaliegade dette efterår: Keramik, porcelæn, glas, østersskaller og dyreknogler.

Læs mere om Københavns Museum her: www.copenhagen.dk