Østersøkeramik fra år 1000-1250

En vigtig markør for arkæologerne, der giver relevant viden om det ældste København.
Østersøkeramik
Fotograf
Københavns Museum

Københavns Museum havde et spændende besøg af to eksperter fra Roskilde Museum og Lunds Universitet, der sammen med Hanna, der er museets ekspert i Københavns ældste historie, så på middelalderlig keramik i Arkæologisk Værksted. Meningen med mødet var at sammenligne Københavns typer af såkaldt Østersøkeramik, som stammer fra ældre middelalder, og deres datering med keramikken fundet i Lund og Roskilde. De seneste ca. 15 år er der fundet Østersøkeramik fra forskellige lokaliteter i København, bl.a. Rådhuspladsen, Gammeltorv, Købmagergade og Kgs. Nytorv. En del af Østersøkeramikken kunne dateres så langt tilbage som 1000-tallet, og det bekræfter de seneste års forskningsresultater, som viser tegn på liv og aktiviteter i København så tidligt i historien.

Eksperter fortæller om keramikken. Jesper Langkilde fra ROMU og Mats Roslund fra Lunds Universitet.
Fotograf
Københavns Museum

Lighederne på Østersøkeramikken mellem Roskilde, KBH og Lund og en datering til 1000-1100-tallet viser tillige, at der var den samme keramiktradition mellem de tre byer. Det indikerer, at København har haft nære kontakter med de andre byer allerede i 1000-1100-tallet. Lidt nørdet, men også noget der viser Københavns tætte forbindelser til omverdenen for 1000 år siden.

På Københavns Museum og i Arkæologisk Værksted kan du kan se andre eksempler på keramik fra arkæologiske udgravninger.

Østersøkeramik fra 1100-tallet.
Fotograf
Københavns Museum