Nye omvisninger på museet - hør inspektørerne fortælle
Fra mandag d. 16. september og frem til udgangen af november kan du på alle hverdage kl. 14-14.45 høre en af Københavns Museums inspektører fortælle om deres særlige vidensområder og yndlingssteder i museets udstillinger.
Mandage fortæller Thomas Roland om "Et italiensk renæssancepalads skabt til omsorg" - om Københavns Museums smukke bygning - læs mere om omvisningen her.
Tirsdage er der fokus på de mange spændende arkæologiske fund fra metro-udgravningerne, når Camilla Haarby Hansen fortæller om fundene og de historier, der er knyttet til dem - læs mere her.
Onsdage kan du høre om både vraget af en skude fra 1400-tallet og om, hvordan Københavns havn har forandret sig gennem århundreder, når Gerd Bindesbøl Ravnholt viser rundt - læs mere her.
På torsdage frem til 10. oktober, fortæller Regitze Lindø Westergaard historier fra baglokalet - de bedste fortællinger fra udstillingen "Min Butik!" - læs mere her.
Om fredagen kan du møde museets egen tv-quiz-stjerne, Trine Halle, som viser rundt og fortæller om Jagten på det gode liv i København – fra pudderparykker til grønne baggårde - læs mere her.
Prisen for hver af omvisningerne er 50 kr. og dertil kommer entrébilletten, som kan købes ved ankomst til museet.
NB: I efterårsferien, uge 42 er der ikke inspektør-omvisninger - for da har vi andre, spændende aktiviteter på programmet.