Martin Nyrops tegnestue – Skabelsen af Københavns Rådhus

I hele 2023 kan du opleve udstillingen ”Martin Nyrops tegnestue – Skabelsen af Københavns Rådhus”, oppe under loftet på Københavns Rådhus!

I anledning af, at København i 2023 er udnævnt til ”World Capital of Architecture” kan du i hele 2023 oppe under loftet på Københavns Rådhus opleve udstillingen ”Martin Nyrops tegnestue – Skabelsen af Københavns Rådhus”. Her kommer du tilbage til årene omkring år 1900 og oplever en iscenesættelse af Nyrops tegnestue og kontor, baseret på fotografier fra tiden.

Udstillingen indeholder elementer fra den oprindelige tegnestue, herunder møbler, tegninger og tegneredskaber. Du kan også se en række af Nyrops smukke tegninger af alt fra dørhåndtag, lamper, stikkontakter, tekstiler til inventar af alle slags. Nyrop favnede det hele, og intet var overladt til tilfældighederne.

Fotograf
Sophie Bruun

I udstillingen kan du også opleve et gips- og konservatorværksted og komme tættere på de processer, der ligger bag bevaring og restaurering af de skulpturer og den kunst, der gennem tiden har prydet Rådhuset og dets omgivelser. Her kan du nogle dage også møde konservatorer fra Københavns Museum.

Endelig viser udstillingen de forslag, der i sin tid blev sendt ind til konkurrencen om at bygge Rådhuset, og som aldrig blev realiserede.

Udstillingen kan ses hver fredag kl. 11 og kl. 14. Nærmere information og booking af billetter finder du her: https://billetto.dk/e/arkitektur-by-ar-2023-nyrops-radhus-fredag-kl-11-eller-kl-14-billetter-783420

Hvis du vil se mere til tegningerne i udstillingen, kan du selv gå på opdagelse i det righoldige billedarkiv på kbhbilleder.dk.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Københavns Rådhusbetjente, KEID (Rådhus og Teknik), arkitekt og scenograf Dicki Lakha, Maj Mølstrøm Christensen og Sophie Bruun.

Fotograf
Sophie Bruun