HuskMinPåske!

Kom til påske i farver med Ib Antonis smukke plakater, HuskMitNavn-skattejagt, fortidens kulører og jagt på historiske påskeharer i flotte dragter:

Farvede æg i en rede med de sødeste fugle er blot et af mange ikoniske motiver, du kan se i vores nyeste udstilling om plakatkunstneren Ib Antoni, ”Da København blev Wonderful”. Mindst lige så mange farver – hvis ikke flere – er der på street-kunstneren HuskMitNavns finurlige plakat for Københavns Museum, som er omdrejningspunktet for en spændende skattejagt museet rundt. De historiske harer, der er sluppet løs i Metroen, har dragter på i dybe farver. Forbløffende nok er der også farver på en del af de rester af Københavns forsvundne byporte, klostre og kirker, som arkæologerne finder, og som du kan komme helt tæt på og høre om i Arkæologisk Værksted i påskeweekenderne. Og kom byen rundt med farverige Christan 4....

Så kom og besøg os og bliv forårs-farve-glad! Husk, at børn og unge under 18 år kommer gratis ind.

Holder du påskeferie i København? Så hop på Metroen og mød Elvihare Madigan, Ninus Bang og Henrik Ponhoppidan



3.-10. april, NB! Museet er åbent kl. 9-18, torsdag kl. 9-21

Tag på den store påskeharejagt i M3 Cityringen, hvor 17 historiske personer er blevet forvandlet til påskeharer. Du kan deltage i påskejagten ved at scanne en QR-kode i M3 Cityringen med din eller din voksnes smartphone. Hvis du er en flittig harejæger og fanger 5 historiske harer, kan du få en sød lille chokoladehare i museumsbutikken på Københavns Museum. Bare hop af på Rådhuspladsen Metrostation og gå de 5-10 minutters vej hen til museet lige bag Rådhuset, hvor der er endnu flere spændende historier om København. Børn og unge under 18 år kommer gratis ind. Læs mere på Metroens hjemmeside: https://m.dk/hop-med-metroen-paa-harejagt/

Se den nye udstilling med de smukkeste farver: Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni

Fra 1. april hver dag kl. 9-18, torsdag kl. 9-21

Den smilende havfrue, den flinke garder – de fleste kender motiverne i æstetisk 60’er-streg og farvepalet. Men hvem har skabt de ikoniske motiver? Få den utrolige historie om plakatkunstneren Ib Antoni, som var verdenskendt i 50-70’erne, men hvis navn siden gik i glemmebogen. Udstillingen går bag om mennesket Ib Antoni og hans samtid. Her er både kendte værker, samt aldrig tidligere udstillede originale tegninger, skitser og designs, der var med til at sætte Danmark og danske produkter på verdenskortet.

Læs mere om udstillingen her: Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni | Københavns Museum (kk.dk)

HuskMinPåske! Skattejagt med HuskMitNavn – vind et påskeæg

1.-10. april kl. 9-18, Skærtorsdag kl. 9-21

Hver dag i påsken kan du gå på skattejagt rundt på museet efter ting, du kan se på HuskMitNavns sjove, farverige museumsplakat. Plakaten viser forskellige finurlige mennesker, der befolker museet, og ikke mindst nogle af de spændende ting, du kan se her – kan du finde en spydspids, en flere hundrede år gammel sko eller en due fra Rådhuspladsen? og andre ting, der gemmer sig i udstillingen? Når du har været hele vejen rundt, kan du gå ned i caféen og bytte de poletter, du har indsamlet, til et lille påskeæg (max. et pr. barn) – og deltage i konkurrencen om et stort påskeæg!

Køb entrébillet til de voksne her: Entrébillet (kk.dk)

Familieaktivitet i påsken: Københavns forsvundne byporte, klostre og kirker

Påske-weekenderne 1. & 2., 8. & 9. april kl. 12-16

Arkæologisk Værksted stiller skarpt på byen under byen: På rester af nu forsvundne bygningsværker, som arkæologerne finder i udgravninger rundt omkring i hovedstaden!

Det kan være hele fundamenter, store munkesten og søjler, skulpturer eller andre dele af udsmykningen fra byporte, klostre og kirker. Bygninger, som der i dag ikke er nogen som helst spor af over jordens overflade som byportene på Rådhuspladsen og Kongens Nytorv. Se små og store bygningsdele, gamle kort og billeder fra udgravninger og hør, hvilke historier de kan fortælle om fortidens arkitektur. Aktiviteten finder sted i forbindelse med, at København i 2023 er World Capital of Architecture.

Aktiviteten er for både børn og voksne og finder sted i weekenderne i påskeferien, dvs. 1., 2., 8. og 9. april  kl. 12-16 i Arkæologisk Værksted (Stormgade 20).

Tilmelding ikke nødvendig - kig forbi når I har lyst inden for åbningstiden.

Adgang med billet til Københavns Museum. Fri adgang for børn under 18 år ifølge med voksne.

Køb entrébillet til de voksne her: Entrébillet (kk.dk)

Byvandring: Christian 4.s København

Hver lørdag og søndag i april kl. 13

Christian 4. er en af en de mest kendte og omdiskuterede danske konger. Gå i hans fodspor og se, hvordan han udvidede, ændrede og moderniserede København fra middelalderby til kongestad. Hør om Christian 4.s mange sider som konge, bygherre og renæssancemenneske, og se hvordan han har sat sit særlige præg på København. Byvandringen tager dig med forbi Gråbrødretorv, Børsen, Nytorv, Rundetårn og andre af renæssancens huse, torvepladser, kirker og bydele, der giver os et indtryk af bylivet tilbage i 1500- og 1600-tallet.