Efterårsferie på museet: Skeletter, butikker og Børsens spir!

Kom til anderledes efterårsferie på Byens Bedste Museum! I efterårsferien, hvor oktobermørket sænker sig tidligt, zoomer Københavns Museum ind på dem, der boede i København før os.

Tag med på omvisning rundt til skeletterne på museet og hør, hvordan fortidens københavnere levede og døde. Ikke mindst under de store historiske epidemier: pesten og koleraen. Knogler, kranier, horn og tænder fra fortidens dyr kan du selv studere i Arkæologisk Værksted. Børsen ligger ikke langt herfra, og spidsen af dens spir kan du netop nu se i museets rum "Børsen". Skynd dig at opleve den anmelderroste fotoudstilling ”Min Butik!” om byens små – og ofte udrydningstruede – butikker, inden udstillingen lukker 20/10. Og tirsdag i efterårsferien kan du tage med på kreativt ”virksomhedsbesøg” hos Loanto Hobby på Amager. 

Skyl det hele ned med en kop varm chokolade og den lækreste, hjemmebagte æblekage i vores hyggelige café.

Se hele efterårsferieprogrammet på Københavns Museum, der i 2024 er blevet kåret som Byens Bedste Museum:

(NYHED) Omvisning for børn og voksne: Skeletterne fortæller historie

Kl. 13 på alle hverdage i efterårsferien (uge 42) 14. - 18. oktober

Se nærmere på skeletterne på Københavns Museum, når vi i efterårsferien sætter fokus på knogler og kranier: Krigeren fra middelalderen, der har haft brækket armen og dem, som omkom, da pesten ramte i 1711 og koleraen i 1853. Hør om, hvordan de levede i København, hvad de døde af, og hvad man gjorde for at ændre byen for at få et bedre liv. 

Arrangementet er for både voksne og børn fra 8 år i følge med deres voksne. Omvisningen varer ca. en time.

Køb billet her: Omvisning for børn og voksne: Skeletterne fortæller historie | Billetter | København | Samfund & Kultur | Billetto — Denmark

Vi kigger på knogler i efterårsferien (gratis for børn og unge!)

Kl. 10-12 på alle hverdage i efterårsferien (uge 42) 14. -18. oktober

Skeletterne rasler i Arkæologisk Værksted, når vi i efterårsferien sætter fokus på knogler og kranier. Vi går under huden på de dyr, der levede i København for ca. 300 år siden, når vi sammen kigger på dyreknogler fra arkæologiske udgravninger. Kom ind og vær med til at undersøge de mange knogler, kranier, horn og tænder fra fortidens dyr. Måske kan du se forskel på knoglerne fra køer og heste, får, grise og fisk? Arrangementet er for børn i alle aldre i følgeskab med deres voksne.

Tilmelding ikke nødvendig; kig forbi i åbningstiden med billet til museet Entrébillet (kk.dk)- Børn og unge under 18 år gratis.

Arkæologisk Værksted, Stormgade 20, 1550 København V (hjørnet af Stormgade og H C Andersens Boulevard).

(NYHED) Se det øverste af Børsens spir
Hver dag i museets åbningstid året ud. 

Netop nu markeres 400-året for opførelsen af Børsen – desværre på en lidt trist baggrund. På Københavns Museum kan du se den alleryderste del af Børsens ikoniske spir, som blev overrakt til Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, foran den sodsværtede børs. Indtil jul er spiret udstillet i museets rum ”Børsen”, der fortæller historien om København på Christian 4.s tid.

Adgang med billet til museet Entrébillet (kk.dk) Børn og unge under 18 år gratis.

Særudstilling - Min butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens

Hver dag i museets åbningstid indtil 20. oktober

Byens små nichebutikker bliver ofte udråbt som udrydningstruede i kampen mod kædebutikker og storcentre. Men hvem er de, og hvordan går det egentlig med dem? Fotografen Ulf Svane og historikeren Mathias Kobberrød Rasmussen tager os med rundt til hundesalonen, petroleumslampeforhandleren, persiennevaskeriet (!) og mange flere i København og giver et levende øjebliksbillede af stederne og deres indehavere. Kom med på en tour de force i en broget verden af karismatiske ekspedienter, et virvar af stilarter og en lokal ånd et stykke væk fra byens hovedstrøg. 

Adgang med billet til museet Entrébillet (kk.dk)- Børn og unge under 18 år gratis.

Besøg af virksomhed: Loanto Hobby – kreer dit eget lejlighedskort!
På museet (Tilmelding nødvendig)
Kl. 11 tirsdag 15. oktober 

Workshop: Kreer dit eget særlige Halloween-, jule- eller fødselsdagskort, til dem du holder af under kyndig instruktion af Loanto Hobby. Normalt er de at finde bag den farvede facade på Kastruplundsgade 6 på Amager sammen med et mylder af kort, pynt og god stemning. I dag designer og fremstiller Annie og hendes veninder et bredt udvalg af kort til særlige lejligheder, hvilket hun fortæller om til dette særlige virksomhedsbesøg. Kom og hør mere sammen med fotograf Ulf Svane og historiker Mathias Kobberrød, Copenhagen Archive, som har dokumenteret denne og en række andre butikker på udstillingen ”Min Butik!”. Og vær kreativ og skab dit eget lejlighedskort.

Begrænset antal billetter - køb billet her: Virksomhedsbesøg hos Loanto Hobby | Billetter | Kastrup | Samfund & Kultur | Billetto — Denmark 

Billede
Arkæolog og skelet i Københavns Museums permanente udstilling
Fotograf
Københavns Museum