Da København blev Wonderful – Plakatkunstneren Ib Antoni

Udstillingen er forlænget til 29. februar 2024, Københavns Museum

”Fantastisk relevant udstilling, som stadig giver resonans i udlandet”, ”Herlige plakater – begavet humor!” og ”Gå ikke glip af et besøg”. Dét er blot et lille udpluk af de mange og overordentligt positive kommentarer fra folk, der har set den anmelderroste udstilling om den verdenskendte danske plakatkunstner, Ib Antoni, på Københavns Museum. I en sand guldalderperiode for dansk plakatkunst fra 50’erne til 70’erne skabte Ib Antoni nogle af de kendteste med motiver som Den lille havfrue, den flinke garder og den ikoniske TIVOLI-lampe. Disse, og en perlerække af hans andre plakater og designs, får endnu flere nu mulighed for at opleve. Udstillingen var sat til at lukke ved udgangen af oktober men bliver forlænget helt til efter vinterferien 2024.

”Museets besøgende er meget positive over for udstillingen om Ib Antoni, en udstilling, der sætter nutidens København i et aktuelt perspektiv. På det nye Københavns Museum har end ikke den populære åbningsudstilling om maleren Paul Fischers københavnermalerier fået så mange roser med på vejen. Det er vi dybt, dybt taknemmelige for. Heldigvis kan vi nu forlænge udstillingen, så flere har mulighed for at komme ind at se den. Og vi lover, at dens glade farver og motiver vil være lyspunkter her i de mørke måneder. Kom selv ind og træk på smilebåndet!” udtaler museumschef Louise Jacobsen, Københavns Museum.

Kendt som ”den store dansker”

Ib Antoni (1929-1973) tegnede hundredvis af ikoniske plakater og var en central person i den reklamekampagne, der skulle sælge Danmark og ”Wonderful Copenhagen” til udlandet. Kampagnen var en succes, og turisterne strømmede til København. Ib Antonis plakater hang i alle verdens storbyer – fra New York til Monte Carlo – og han rejste selv kloden rundt og arbejdede på de største reklamebureauer i verden. 

Klassikerne – og de ukendte unikaer

Udstillingen er den første af sin slags, som ikke bare viser et bredt udsnit af Ib Antonis produktion af plakater og designs. Vi kommer helt ind i kunstnerens værksted og følger processen fra den første streg på en serviet til den færdige plakat. Se både de tegninger, der kom verden rundt og dem, der aldrig forlod tegnebordet. Værkerne giver et indblik i en tid efter 2. verdenskrig, hvor København og Danmark blev markedsført som “wonderful” – selvom livet ikke nødvendigvis var det.

Tryllestøv på en slidt hovedstad

Det København, Ib Antoni mødte i 50’erne og i årene frem var en by i rivende udvikling. Et væld af nye boliger og virksomheder skød op – bare ikke i den historiske indre by og i brokvartererne rundt om. København var stort set blevet forskånet for 2. verdenskrigs ødelæggelser, men byens mange 1700- og 1800-talshuse, statelige bygninger og monumenter var nedslidte. Selv Amalienborg-palæernes facader stod tilsodede og hensmuldrende. Det var denne by, Ib Antoni skulle være med til at lokke turister til og forskønne. I udstillingen viser samtidige fotos, hvordan byen så ud.

Den skjulte skat på loftet

Ib Antonis tegninger blev lag op på et loft i fire årtier, alt imens hans navn lige så stille blev glemt. Han var verdenskendt, da han døde i 1973 i den tragiske brand på Hotel Hafnia gjorde, at hans livshistorie og tegninger blev pakket væk. Men på initiativ fra hans nevø Anton Antoni kom værkerne i 2009 ned fra loftet og sammen med gallerist Mikael Hauberg fødtes drømmen om at reintroducere Ib Antonis værker til verden igen. Journalist Sara Alfort bragte i 2021, sammen med Antoni Legacy, Ib Antonis historie til live i bogform med ”Manden der tegnede Danmark”, som udstillingen tager afsæt i. I 2023 var det 50-året for hans død, og nu fortæller er Københavns Museum i udstillingsform om kunstneren, tiden og tegningerne. 

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Museum og Antoni Legacy, der repræsenterer kunstneren og hans værker.