Christian 4.s børs

Københavns børsbygning med det berømte dragespir er et af hovedstadens mest ikoniske monumenter. Selve bygningen blev opført i årene 1619-23. Supplerende bygningsdetaljer kom til efterfølgende, spiret således først i 1625.
Billede
Børsen, set fra Holmens Kirke, 1862 – 1894
Fotograf
Neuhaus/Københavns Museum

Børsen er genialt tænkt: en lang bygning ud i Sundet, hvor skibe kunne lægge til langs siderne og losse/læsse varer til magasinering på 1. sal. I stueplan fandtes 40 boder, hvorfra salget kunne foregå. Idéen om et ”varehus på vandet” er uden tvivl inspireret af forholdene i Nederlandene, der på dette tidspunkt var blandt de førende inden for handel.

Også arkitektonisk er Børsen inspireret fra Holland – og de to arkitektbrødre, Lorenz og Hans II van Steenwinckel, havde da også selv nederlandske aner. Stilmæssigt hører Børsen til i senrenæssancen, hvor former og udsmykning sprænger de klassiske former og bl.a. giver plads til en mærkværdighed som et spir bestående af fire drager med sammenslyngede haler. 

I midten af 1700-tallet var bygningen i så elendig forfatning, at bl.a. vand trængte ind og ødelagde de handlendes varer. En gennemgribende istandsættelse var nødvendig, og dette medførte bl.a. en fuldstændig fornyelse af dragespiret. I løbet af 1800-tallet forsvandt de sidste dele af Børsens oprindelige indretning, og i 1858 blev en stor børssal indviet, hvilket endegyldigt ændrede bygningens indre.

Børsen brændte tirsdag d. 16. april 2024.

Få mere information om Christian 4.s København på Københavns Museum i rummet "Børsen".

Billeder af Børsen fra Kbhbilleder.dk 

Billede
Børsen Beskrivelse Efter daguerreotypi fra 1840. Reproduceret af Riise.
Fotograf
Frederik Riise/Københavns Museum