Skrald og Skjulte skatte: Temadag om de arkæologiske fund fra Amaliegade

Tag til temadag på Københavns Museum og hør om kridtpiber, tekstiler, mønter og dyreknogler fra udgravningen på Amaliegade, som i 2024 blev udpeget som et af årets ti mest opsigtsvækkende arkæologiske fund af Slots- og Kulturstyrelsen.

Hvad kan gamle kridtpiber, bortkastede klædestumper og dyreknogler fortælle os om livet i København for flere hundrede år siden? En hel del, faktisk. Udgravningen på Amaliegade i 2024 blev udpeget som et af årets ti mest opsigtsvækkende arkæologiske fund af Slots- og Kulturstyrelsen – og med god grund.

Denne aften får du indblik i de mange små og store genstande, som dukkede op under brostenene, og som tilsammen tegner et levende billede af dagliglivet i byens fortid. Det er de arkæologer, der arbejder med netop disse fundtyper til daglig, som deler ud af deres viden og viser, hvordan alt fra mønter og tekstiler til dyreknogler og tobakspiber kan kaste lys over fortidens København.

Temadagen henvender sig til alle med interesse for arkæologi, byhistorie og de fortællinger, der gemmer sig i jorden under vores fødder.

Kontakt

Københavns Museum

Stormgade 18

1555 København V
Del med