Lille Kulturnat i Arkæologisk Værksted - bliv arkæolog for en aften!

Børn i alle aldre kan for en aften blive fund-arkæologer, når Københavns Museum inviterer indenfor i Arkæologisk Værksted i Stormgade.

Her kan du være med til at undersøge de mange spændende fund, som museets arkæologer graver frem fra jorden under byens gader og fortove. Finder de mon flest potteskår med røde, gule, grønne eller blå farver? Eller med striber, prikker og blomster? Kan du se forskel på knoglerne fra en ged, en ko, en hest og en fisk? Måske er du nødt til at tage mikroskoperne i brug for bedre at kunne se det. På med de blå handsker og kom ind og bliv fund-arkæolog for en aften!

Arrangementet afholdes som del af Den Lille Kulturnat. Det er for børn i alle aldre i selskab med deres voksne. Kun adgang med Kulturpas. Kulturpas sælges fra 3. marts på Kulturnattens webshop.

Fredag den 14. marts 2025 kl. 16-20 i Arkæologisk Værksted, Stormgade 20 (hjørnet af Stormgade og H. C. Andersens Boulevard).

Kontakt

Københavns Museum, Arkæologisk Værksted

Stormgade 20

1555 København V
Del med