Debat: "Lyd som Kulturarv"

Rådhusklokkerne er uden tvivl en af de vigtigste lyde i København og Danmark. Siden årsskiftet 1899-1900 har klokkernes lyd været med til at binde byen og landet sammen. Særligt til nytår, hvor de fleste danskere fortsat hopper ind i det nye århundrede til den århundrede gamle lyd, der af lydforskere også kaldes et lydmærke. 

Før og efter rådhusklokkerne har andre lyde, som sporvognsklokker, gadeskrål, vognrummel og sirener indtaget og karakteriseret byens og kvarterernes rum. Hvordan forsker man i fortidens lydhistorie? Og hvad kræver det at indsamle og bevare lyd for eftertiden? Er det nok at indsamle selve lyden og de instrumenter og redskaber, der har skabt dem? Eller er det uomgængeligt, at vi også skal belyse, hvad lyden har betydet for fortidens mennesker og samfund? I denne samtale mellem to af landets fremmeste lydforskere diskuterer vi disse og andre spørgsmål og præsentere eksempler på dilemmaer og indsigter fra arbejdet med lydens og lytningens kulturhistorie i regi af Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv og forskningsprojektet Lyden af Hovedstaden, der ligger til grund for museets særudstilling Lyden af København.

Om debattørerne:

Jacob Kreutzfeldt er ph.d. og leder af det nyetablerede Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv (SOKU). Centret arbejder for at sikre og tilgængeliggøre kulturarvens lyd. Jacob Kreutzfeldt har gennem mange år – bl.a. som forsker i det nationale radioprojekt LARM – beskæftiget sig med lyd og kulturarv.  Det er centrets ambition, at lyd og lytning fremover vil få en mere fremtrædende rolle på danske museer både når det gælder samlinger, bevaring, forskning og formidling. 

 Jakob Ingemann Parby er ph.d. og seniorforsker på Københavns Museum, hvor han bl.a. har været PI på Lyden af Hovedstaden-projektet og hovedkurator på lydudstillingen. Han står desuden bag bogen Lyden af Hovedstaden, der i 2025 udkom på GADs Forlag. Bogen, der især dykker ned i 1800-tallets lyd- og lytterevolution, er blevet kaldt ”et storslået værk om hovedstadens hørelse før og nu” og ”velskrevet kulturhistorie på højt plan”.