Urbaniseringens møder og mennesker

Forsknings- og formidlingsprojekt om migration, identitet, kulturmøder og byudvikling i det middelalderlige og tidligt moderne Skandinavien

Projektet udforsker etableringen og udviklingen af byerne i Skandinavien i perioden 1000-1700 ved hjælp af det omfattende materiale, som er bragt til veje gennem tre store byarkæologiske projekter i København (Metro City Ringen), Odense (Thomas B. Thriges Gade) og Göteborg (Nya Lödöse). Undersøgelserne giver mulighed for kontekstualiserede analyser af den middelalderlige og tidligt moderne urbaniseringsproces i en helt ny skala. Projektet interesserer sig særligt for sammenhænge mellem urbanisering, migration og dannelse af urbane identiteter, således som de kommer til udtryk gennem den materielle kultur. Integreret i projektet er dels en omfattende forskning i urbaniseringsprocessernes materialitet og de netværk, som kan aflæses i fundmaterialet. 

Centralt i forskningen står to ph.d.-projekter udarbejdet af henholdsvis Kirstine Haase fra Odense Bys Museer og Hanna Dahlström fra Københavns Museum i regi af Centre for Urban Networks på Århus Universitet. Begge afhandlinger blev succesfuldt forsvaret i foråret 2019.

Hanna Dahlströms afhandling: Towards the making of a town and its inhabitants – a study of urbanity as practice and life form in medieval Copenhagen.

Kirstine Haases afhandling An Urban Way of Life. Social practices, networks and identities in Odense, AD 1000-1500.

I december 2019 er en række artikler af forskere i projektet offentliggjort i et temanummer af Acta Archaelogica 90:2 med overskriften MANIFESTATIONS OF URBANITY.

Fortiden fremkaldt – et mobilt museum

I forbindelse med forskningsprojektet har vi udviklet en nytænkende byrumsformidling i form et mobilt museum, der fra august 2017 til udgangen af 2019 har rejst rundt i mellem de deltagende byer og fungeret som en platform for formidling af en del af projektets forskningsresultater i byrummet. Det mobile museum er designet i et samarbejde mellem projektets forskere, de deltagende museers formidlingsfolk, arkitekt og scenograf Anne Schnettler og det interaktive designfirma FuzzyHouse Aps. Du kan læse mere om formidlingsprojektet og følge med i kalenderen for projektet på fortidenfremkaldt.dk

Det mobile museum vil fortsat dukke op på forskellige kulturelle festivaler og lokaliteter i de kommende år.

Hovedspørgsmål

Projektets forskningsdel er struktureret ud fra fire hovedspørgsmål:

a) Hvordan kan urbaniseringen spores i den materielle kultur i de tre byer?

b) Er det muligt at spore fremvæksten af urbane identiteter og livsformer i materialet fra udgravningerne?

c) Hvordan bliver byen som mødested synlig i det arkæologiske materiale?

d) Hvordan har migrationen og befolkningen af byerne bidraget til at forme de urbane identiteter som skabtes?

Fakta om projektet

Samarbejdspartnere: Københavns Museum, Odense Bys Museer, Statens Historiska Museer og Center for Urban Networks ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Tidsperiode: 1. januar 2016 til 31. december 2019

Delelementer:

-    2 ph.d.-projekter ved Centre for Urban Networks og henholdsvis Københavns Museum og Odense Bys Museer 

-    Projektstyring og netværksmøder

-    To internationale seminarer med fokus på projektets tematikker

-    Fagfællebedømte artikler udarbejdet af i et tværgående samarbejde mellem projektets parter.

-    Udvikling af et mobilt museumskoncept med stedsspecifikke, digitale og genstandsbårne formidlingselementer.

Projektet er finansieret gennem Velux Fondens Museumssatsning med et samlet beløb på 4.903.500 DKK.

For yderligere info om projektet, kontakt projektleder Jakob Ingemann Parby, ph.d. og museumsinspektør ved Københavns Museum på jakobp@kff.kk.dk eller tlf. 23820931