Gårdhave med historiske planter

Gå på opdagelse i fortidens spiseplanter i Københavns Museums gårdhave, og hør om, hvad de egentlig har at gøre med et gammelt latrin i byen

Kommer planterne virkeligt fra et gammelt latrin?

Video Url

Gårdhaven er en museumshave i koncentreret form, som udspringer af projektet "Historiens Have" og som igen bygger på arkæologiske udgravninger i Pilestræde 8 i København. Her fandt arkæologerne dels et latrin (et gammeldags toilet) og dels en slags affaldscontainer – begge dele fra tiden lige omkring år 1700. Både lorten i latrinet og affaldet var fyldt med forskellige planterester. Undersøgelser har både vist, hvad folk har spist, og hvilke planter, der i øvrigt har været til stede i og udenfor husholdningen. I gårdhaven er planterne udvalgt, så de svarer til nogle af de planter, der blev fundet ved udgravningen. Haven fortæller derfor både om planter og mad fra 1700-tallets København, men også om, hvordan vi har fået vores viden.

I gårdhaven foran museet er alle velkomne til at undersøge planterne - enten i bedene eller på kaklerne på arbejdsbordet på terrassen. De planter, der er skilte ved, er af samme arter som de, der blev fundet rester af i latrinet i Pilestræde 8 - andre planter har vi tilføjet for at forlænge sæsonen lidt (og nogle har bare sneget sig ind som en del af den københavnske natur).

Du må meget gerne drikke sin kaffe og spise sin madpakke i haven. Sæt dig ved højbedene og nyd duften af mynte, koriander, dild og andre planter. Læs mere om havens planter på skiltene.