Enghave småhuse
Københavns Museum vurderede i 2011 Enghave småhuse og konklusionen lød, at husene burde bevares. Det var de eneste bygninger, der kunne give et billede af, hvordan Vesterbro så ud i 2. halvdel af 1800-tallet. Til trods for et forsøg på at få bygningerne fredet, adskillige borgerprotester og indsigelser blev bygningerne revet ned i 2018.
Historien om Hvide Hest
Småhusene på Enghavevej lå i det område af Vesterbro, der kendes som Hvide Hest. Området afgrænses af Vesterbrogade, Enghavevej, Vesterfælledvej og Tøndergade. I 1700-tallet bestod bebyggelsen i området af ét stort gæstgiveri, som blev kaldt Hvide Hest. I starten af 1800-tallet blev grunden udparcelleret i mange mindre matrikler. Den første bebyggelse på disse nye matrikler bestod af mindre huse med beboelse, småproduktion og værksteder side om side med fine nye landsteder og blandet med den gamle gæstgivergård og ældre landsteder.
Demarkationslinjen og byggeboom
På det tidspunkt var Vesterbro en forstad til København. København var omgivet af volde, som derudover var omgivet af et demarkationsterræn. I dette terræn kunne man kun få tilladelse til at bygge ejendomme, der hurtigt kunne ryddes igen, hvis byen blev belejret, så de ikke kunne give beskyttelse til fjenden. Demarkationslinien omkring voldene rykkede frem og tilbage i godt 200 år, og det medførte skiftende bebyggelse på Vesterbro. Svenskernes belejring i 1657-1658 og igen i sensommeren 1658 og englændernes belejring i 1807 betød, at man rent præventivt ødelagde store dele af forstæderne, heriblandt Vesterbro. Den endelig ophævelse af demarkationsterrænet i 1852 medførte et byggeboom på Vesterbro. Voldene og demarkationsterrænet havde presset et stadigt voksende indbyggertal sammen i indre by. Mange af disse mennesker søgte nu ud i forstæderne efter lys og luft. Samtidig betød industrialiseringen i sidste halvdel af 1800-tallet, at mange søgte fra landet til byen for at arbejde, og de skulle også have et sted at bo.
På Vesterbro steg befolkningstallet fra 1711 personer i 1840 til 65.564 i 1901.
Størstedelen af dette byggeri blev, ligesom i de andre brokvarterer, opført som spekulationsbyggeri med 5-6 etager og tæt bebyggelse for at udnytte pladsen. Det skabte mørke og dybe karreer, hvor kun lidt lys og luft kunne trænge ind. Meget af industrien blev også placeret i området, så arbejdskraften var tæt på produktionen. Også i Hvide Hest området blev den type byggeri kendetegnende på bekostning af de mindre huse og landsteder.
Enghavevej var ‘på landet’
Selvom bebyggelsen Enghavevej nr. 4+8-14 og Vesterbrogade 107C var bygget efter demarkationsterrænets ophævelse i 1852, var de alligevel den sidste rest af den form for lavt byggeri med beboelse, småproduktion og værksteder, som tidligere karakteriserede hele Vesterbro. Hvide Hest-området blev nemlig stadig i 1850 og 60’erne betragtet som “på landet”, mens udviklingen med de 5-6 etages huse kom inde fra “byen”.
Ejendommene
Ejendommen Enghavevej 4 var opført af slagtermester Christian Ferdinand Wahl, i det der tidligere var gæstgiveriet Hvide Hest’ have. Ejendommen bestod af et forhus med to etager og tagetage fra 1864. Forhuset var til beboelse, men på nedrivningstidspunktet blev stueetagen brugt til restauration, mens 1. sal og tagetagen stadig var til beboelse. Derudover bestod ejendommen af et mellemhus, også fra 1864, som fungerede som slagteri og stald indtil 1893, hvor det blev indrettet til smedeværksted. I 1909 blev baghuset bygget om. Rejsningen af taget blev stejlere, der kom en udvendig jerntrappe og en hejsekvist med bom. Baghuset gennemgik flere ændringer siden da, bl.a. i 2001 og 2004 hvor der blev indrettet lydstudier i bygningen. Forhuset havde i store træk bevaret sit karakteristiske udtryk, mens baghuset blev ændret en del.
I 1981 blev ejendommen på Enghavevej 6 ryddet og blev i stedet til restaurationshave til restaurationen i Enghavevej 4.
Enghavevej 8 bestod af en lille lav trekantet butiksbygning fra 1904.
Enghavevej 10 og 12 var opført i 1865 af Grosserer H.P. Harboe. Ejendommene bestod af to sammenhængende forhuse til beboelse med to etager, en udnyttet tagetage og to baggårdshuse i bindingsværk til slagteri. Grosserer Harboe solgte derefter ejendommene hver for sig. I nr. 10 blev der i 1873 tilføjet en ny stald bag slagteriet. Slagteriet blev ombygget til værksted formentlig i 1877. I Forhuset i nr. 10 boede Storm P nogle år som dreng. Stalden blev ryddet i 1900 for at give plads til et femetagers stald- og værkstedsbaghus.
Især det gule værkstedsbaghus fremstod på nedrivningstidspunktet nærmest fuldstændig som ved opførelsen.
I nr. 12 blev det oprindelige slagteri udvidet og ombygget til hestestald i 1888 af Vognmand Nissler, den daværende ejer. I 1896 blev der også opført et en-etages værkstedsbaghus på grunden med hejsekvist og skorsten.
Enghavevej 14 var også opført af Grosserer H.P. Harboe, men i 1866. De oprindelige bygninger bestod af et to etagers forhus med tagetage, en staldbygning og et udhus. I 1887 blev stalden erstattet af en toetages fabriksbygning og en toetages kedelbygning med høj, karakteristisk skorsten opført af listefabrikant F. Andersen. Skorstenen blev erklæret bevaringsværdig, men på trods af dette blev der påbegyndt en ulovlig nedrivning. Nu er der kun 20 meter tilbage af den 31 meter høje skorsten. Københavns Kommune vedtog i 2019 at skorstenen skulle genopføres til sin oprindelige højde.
Vesterbrogade 107C‘s forhus var ligesom ejendommene på Enghavevej 10-14 opført af Grosserer H.P. Harboe. Forhuset blev bygget i 1866, mens flere mindre udhuse og baggårdshuse kom til i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet. Baggården var domineret af det før omtalte femetagers stald- og værkstedsbaghus fra 1900. De store vinduer var karakteristiske for datidens industri, da de gav et stort lysindfald.
Vurdering
Bygningerne fremstod i det ydre hovedsagligt som ved opførelsen. Forhusene havde sandsynligvis stadig de oprindelige dannebrogsvinduer, dog var vinduerne i facaden på Enghavevej 14 og nogle få vinduer i facaden på Vesterbrogade 107C undtagelsesvis helrudede. Bagsiderne af forhusene var forskånet for dette, hvilket gjorde dem mere interessante ud fra et kulturhistorisk perspektiv.
Af baggårdenes mange bygnigner børisær fremhæves tre bygninger. Den toetagers fabriksbygning fra 1887 bag Enghavevej 14, som stod intakt med hejsebom og de oprindelige vinduer og døre.
Værkstedsbaghuset fra 1877 bag Enghavevej 10, der fremstod nærmest som ved opførelsen. Også denne bygning var med oprindelige vinduer og en hejsekvist.
Og til sidst det femetagers stald- og værkstedsbaghus bag Vesterbrogade 107C fra 1900. Dette baggårdshus skilte sig ud fra de andre pga. sin størrelse. De andre baggårdshuse var kun ca. 2-3 etager høje.
Disse baggårdshuse viste på den ene side diversiteten inden for håndværkererhverv i slutningen af 1800-tallet. Fra mindre snedkervirksomhed til stort værksted. Samtidig viste baggårdshusene også den udvikling, der skete indenfor industrien i Danmark. Som beskrevet i indledningen sætter industrialiseringen ind i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet. Denne udvikling sætter også sit præg på håndværkererhvervet. Flere funktioner, som før havde været forbeholdt forskellige håndværkere, kunne nu i stedet udføres industrielt. Værkstedsbaghuset bag Enghavevej 10 fra 1877 var et eksempel på den før-industrielle håndværkertradition, mens værkstedsbaghuset bag Vesterbrogade 107C fra 1900 havde en mere industrialiseret form for håndværk, med specialisering af arbejdsopgaverne. Baggårdshuset bag Enghavevej 14 fra 1887 var en tidlig og mindre form for fabriksbygning, som repræsenterede den tidligere industrialisering i Danmark. De forskellige former for baggårdsværksteder og -fabrikker er alle en del af de tidlige industribygninger, som blev placeret blandt beboelse, tit i baggårdene, hvorimod den industri, der blev bygget senere, oftest blev placeret afgrænset fra bebyggelse.
Museet opfordrede til at huse og baggårdsmiljøer blev bevaret
De lave huse langs med Enghavevej og det ene på Vesterbrogade burde være bevaret, da de var de eneste tilbageværende bygninger, der kunne medvirke til at give et billede af, hvordan Vesterbro så ud i 2. halvdel af 1800-tallet. Før den kraftigere befolkningsvækst og medfølgende spekulationsbyggeri i slutningen af 1800-tallet var Vesterbro en forstad. Disse lave huse var den sidste rest af dette forstadsbyggeri, den sidste mulighed for også at fortælle den historie om Vesterbro.
Samtidig var det, ifølge museet, også vigtigt at bevare baggårdsmiljøerne. Saneringer har gennem tiden udslettet de fleste baggårde med erhverv, som tidligere var så karakteristiske for området. I de berørte baggårde var mange af de oprindelige bygninger velbevarede og stod i store træk, især i det ydre, som ved opførelsen. Dele af dette byggeri, bl.a. det femetagers høje baggårdshus bag Vesterbrogade 107C og skorstenen til fabriksbygningen bag Enghavevej 14, kunne ses fra Enghavevej og var dermed med til at give området et helhedsindtryk som gammelt industrikvarter. Området mistede med nedrivningen af Enghave småhuse store kulturhistoriske værdier.
Udover skorstenen blev ”Hollænderhuset”, der var en tidligere industribygning, revet ned og siden genopbygget og indrettet til boliger.