Arkæologi & Naturvidenskab - naturfag på det kulturhistoriske museum
I projektet ”Arkæologi & Naturvidenskab - naturfag på det kulturhistoriske museum” samarbejder Københavns Museum med lærere og elever fra to skoler i København om at udvikle ny undervisning, som understøtter målene for fællesfaglig naturfagsundervisning i udskolingen.
Projektets formål er at styrke udskolingselevers naturfaglige kompetencer; undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation samt elevernes almene og demokratiske dannelse ved at inddrage dem i professionelt arkæologisk og naturvidenskabeligt arbejde på museet.
I løbet af projektperioden udvikler, afprøver og evaluerer vi undervisningsformater både på skolerne og på museet. På museet har vi, som led i projektet, udviklet et nyt Arkæologisk Værksted, som både danner ramme om den projektrelaterede undervisning, fremtidig undervisning samt arkæologernes igangværende arbejde, og er en udvidelse af det eksisterende Arkæologisk Værksted i Stormgade 20.
I projektet arbejder eleverne praksisnært og anvendelsesorienteret i tæt samarbejde med arkæologisk og naturvidenskabelig ekspertise i et autentisk, eksternt lærings- og arbejdsmiljø på museet. Herved får eleverne direkte erfaring med tværfagligt arbejde mellem arkæologi og naturvidenskab, de arbejder hands-on med de arkæologiske fund og stifter bekendtskab med det arkæologfaglige personale på museet.
Sammen med Blik og Friction producerer vi en række film til undervisningsbrug om arkæologi og naturvidenskab, som skabes på baggrund af projektets løbende erfaringer.
NEUC (Naturfagenes evaluerings- og udviklingscenter) evaluerer projektet i løbet af hele projektperioden.
Projektet bygger videre på Københavns Museums mangeårige erfaring med at arbejde procesorienteret og inddragende i udvikling af undervisningsforløb og -materialer samt fysiske rammer for børn og unges møder med kulturarven.
Projektet er 4-årigt og løber fra 2020-2024. I sine første tre år sigter projektet mod at udvikle og afprøve det naturfaglige potentiale, som ligger i arkæologien, hvor det sidste år fokuserer på justering og tilpasning af undervisning samt på forankring og vidensdeling.
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Læs mere om projektet
Expand all
Evaluering af projektet ”Arkæologi & Naturvidenskab - naturfag på det kulturhistoriske museum”
I samarbejde med NEUC (Naturfagenes evaluerings- og udviklingscenter) gennemføres omfattende evaluering af projektet, som har to formål; Dels gennem en virkningsevaluering at undersøge det naturfagsdidaktiske potentiale i at inddrage arkæologi i naturfagsundervisning i udskolingen og at dette potentiale udfoldes i elevernes udbytte af undervisningen. Dels gennem en procesevaluering at undersøge, hvordan projektet lykkes med at udvikle og forankre metoder til samarbejde, processer og brugerinddragelse i museets praksis.
Evalueringen benytter sig af et mixed-method design til at undersøge og understøtte projektets antagelser. Det består dels af kvantitative metoder som fx surveys til elever og lærere, dels af kvalitative metoder som fx observationer af undervisning før, under og efter samt interviews af lærere og elever gennem projektet.
Undervisningsforløb i projektet ”Arkæologi & Naturvidenskab - naturfag på det kulturhistoriske museum”
”På sporet af fortidens københavnere” er et fællesfagligt undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i to områder inden for arkæologien; human osteologi (menneskeknogler) samt arkæobotanik.
Forløbet er bygget op, så eleverne arbejder med forskellige relevante faglige områder i naturfagstimerne hjemme på skolen, før de kommer ind til en hel arbejdsdag i Arkæologisk Værksted. Lærerne anvender deres vante undervisningsmateriale samt de film, der er udviklet til forløbet.
I Arkæologisk Værksted laver eleverne blandt andet undersøgelser af humane knogler samt jordprøver og planterester, på samme måde som arkæologerne gør i deres daglige praksis. Arkæologer med speciale i de to fagområder deltager i undervisningen, og eleverne arbejder med det autentiske arkæologiske materiale. Eksempelvis undersøger eleverne 400 år gamle menneskeknogler med henblik på at bestemme køn, alder og evt. sygdomme. De solder også jordprøver fra arkæologiske udgravninger, så de kan artsbestemme de plantefrø, som jordprøven kunne indeholde.
Hjemme på skolen arbejder eleverne gruppevis videre med et selvvalgt fokusområde, som afsluttes med en fremlæggelse.
I forløbet er der fokus på naturfagskompetencerne undersøgelse, modellering, kommunikation og perspektivering.
Undervisningen i projektet udvikles i et samarbejde mellem skolernes lærere samt museets undervisere og arkæologer.
Vi afprøver og anvender også dele af forløbet i andre formater og undervisningsforløb, og det er museets ambition at arbejde videre med udvikling af naturfagsundervisning efter endt projektperiode.
Contact
Mia Toftdal
Mia Toftdal
Arkæolog, museumsinspektør
Marie Søborg Andersson
Marie Søborg Andersson
Undervisningsmedarbejder