Verdens ældste tattoo-butik
Ikke nok med at Nyhavn 17 formentlig er verdens ældste tatoveringsbutik, det er også den eneste rest af et miljø, der engang dominerede store dele af Nyhavn. Nyhavn var nemlig centrum for tatovører i hele Norden fra slutningen af 1800-årerne og frem til 1970’erne.
Tusch-Hans
Siden sidst i 1800-tallet er der blevet tatoveret i Nyhavn 17. Det begyndte i en kælderbeværtning, da en ung mand ved navn Hans, senere kendt som Tusch-Hans, spurgte, om han måtte tatovere kunderne. Det måtte han, og stedets historie begyndte. Det var dog ikke Hans, der startede selve butikken, men med al sandsynlighed Alfred Hansen, der åbnede en tobakshandel og tatoveringsbutik i lokalet i 1915.
Kongelig hofleverandør af tatoveringer
Stedet har siden haft flere indehavere, hvor den mest kendte nok er tattoo-Ole, som var indehaver fra 1947 frem til sin død i 1988. Tattoo-Ole var - udover at være verdensmester i tatovering - også Kongelig Hofleverandør af tatoveringer, da flere af Kong Frederik d. IX’s tatoveringer var Oles værk.
Tiltrækker amerikanske turister
Stedet er så kendt, at det også er blevet lidt af en turistattraktion. Den nuværende indehaver Majbritt Petersen fortæller, at især amerikanske turister ofte kommer ind og vil have tatoveret et Dannebrogsflag med Nyhavn 17 nedenunder, fordi deres fædre og bedstefædre også er blevet tatoveret i Nyhavn 17. Der går mange historier om Nyhavn 17. Blandt andet at Tattoo-Jacks, som var indehaveren inden Ole, familie boede i det lille baglokale i en periode.
Bevar Nyhavns historie
Københavns Museum mener, at tatoveringsbutikken i allerhøjeste grad er bevaringsværdig, da den fortæller en vigtig del af ikke bare Nyhavns historie, men også Københavns historie. Der bør derfor fortsat være tatoveringsbutik i kælderen, så den lange tradition kan forsætte, og være med til fortsat at fortælle en vigtig del af Nyhavns historie.