Kommende udstilling: Stamsteder - Københavns sidste værtshuse

”Der er plads i baren til alle”. Fotoudstilling 1. december 2021 - 2. januar 2022

Københavns Museums udstilling henunder jul stiller skarpt på hovedstadens svindende antal brune bodegaer, som ved nærmere eftersyn er forbløffende forskellige.

Svalende pilsnere i de brune kulisser erstattes bid for bid af cortadoer med havreskum på nye fortovscaféer, og rygmærkerne viger pladsen for crop-tops. Byfornyelsens vinde blæser ud i alle afkroge af byen og omdanner, lukker eller overflødiggør stamstederne. Med undtagelse af dem for hvem værtshusene er et vigtigt holdepunkt i tilværelsen. For de brune bodegaer er også socialkontorer, væresteder, familie og hjem for lokale københavnere.

Udstillingen viser Thomas Skous fotografier fra 14 ret forskellige værtshuse fra 14 Københavnske bydele, som er et lille udvalg fra bogen ”Stamsteder – Københavns sidste værtshuse”, der er skrevet af Anders Højberg Kamp og Johannes Jacobsen. Her er tale om steder, hvor historierne og hemmelighederne er lige så mørke som den dunkleste bitter, humøret dugfriskt og festen kan fortsætte til den lyse morgen alle ugens dage. Hvor udsmykningen er en amagerhylde værdig og hvor julepynten ikke bare sådan lige bliver pillet ned.

”Barnenumser og rynkerøve, fidibusser og cokehoveder, sprittere og kendisser – der er en plads i baren til alle, hvad enten du skal slukke tørsten med en enkelt fad eller drikke for at glemme. Så længe du ikke slås, laver ballade eller overskrider den hårfine grænse mellem charmerende fuld og skideirriterende...” Citat fra bogen bag udstillingen: ”Stamsteder – Københavns sidste værtshuse”, der udkommer i december 2021. 

Fotograf
Thomas Skou

Adresse

Københavns Museum

Stormgade 20

1555 København V
Del med