Change language

Header menu

Pop-up udstilling i byrummet med nye arkæologiske fund fra Købmagergade

12 mar

Dato

fre. 12. mar. kl. 08.00 til lør. 01. maj. kl. 12.00
GRATIS
Åbent hele døgnet.
Københavns Museum har bidraget med indhold til en midlertidig plancheudstilling af nye arkæologiske fund i Købmagergade 50.

Museet udgravede sidste år på samme adresse en mængde latriner, affaldslag, brønde og andre spor efter byboerne i middelalderens København. Plancherne kan ses udefra gennem de store vinduespartier ud mod gaden.

Noget at det mest spændende, vi har fundet, er grøfter og nedgravninger i området, som kan være tilbage fra 1000-1100-tallet. Det er meget interessant, fordi skriftlige kilder ellers først nævner, at der var aktiviteter i området i 1300-tallet. Så med de nye udgravninger ser det ud til, at der sker meget mere i udkanten af middelalderbyen tidligt i middelalderen, end vi hidtil har troet.

Ved udgravningerne er et usædvanligt stort areal i middelalderbyen blevet undersøgt som følge af byggeriernes omfang. Det er i sig selv sjældent, vi får mulighed for at undersøge et så stort sammenhængende areal, så det giver en fantastisk mulighed for at forstå aktiviteterne og udviklingen af området. Vi har blandt andet fundet utrolig mange latriner i baggårdene fra 1400- til 1600-tallet – mange flere, end man normalt finder på ét sted.

Latrinerne er en guldgrube af viden, for i afføringen kan frø, pollen, insekter og parasitter fortælle en masse nyt om sundhed og kost for de mennesker, der har boet og brugt området. Både fundene og spor af middelalder-diæten kan måske sige noget om, hvorvidt det var forskellige folk, der brugte latrinerne, og om det var rige eller fattige folk, der brugte dem.

Det er noget nyt, at museet bidrager til en udstilling on-location i samarbejde med bygherre, Hines, men det giver rigtig god mening for alle parter, at vi på denne måde kan formidle tilbage til københavnerne om områdets skiftende karakter fra slagterboder til adelsgårde, over porcelænsfabrik og en stor butiksgade i nutiden. Ved udgravningen blev der fundet en ruin af en bygning fra formentlig 1600-1700-tallet, som bygherre bevarede under de nye gulve i bygningerne.et er et smukt eksempel på, hvordan man kan bevare nogle fortidsminder for eftertiden, og ligger godt i tråd med, at vi her også samarbejder om at formidle den værdi, der lå begravet i Købmagergade.

Fakta om plancheudstillingen

Plancheudstillingen åbner 12. marts, og forventes at være der indtil forsommeren, hvor der er planer om at udvide med fremvisning af nogle af fundene fra udgravningerne. Plancherne beskriver bl.a. de ældste spor og fund, latriner med katteskeletter, vandrør og fund af alt fra kødkroge til skindhandsker samt bygningens historie, se også www.copenhagen.dk

Sted

Købmagergade 50

1150 København K

Har du fået blod på tanden, er der mere viden at hente og flere arkæologiske fund at se på det nye Københavns Museum, når det genåbner.