Københavns Kommunes logo

Foredrag: Seneste nyt om den nu forsvundne Skt. Clemens Kirkegård

Kom og hør, når en række eksperter gør status over den seneste viden om en af Københavns ældste kirkegårde med over 1000 grave.

I 2008 undersøgte Københavns Museum dele af den middelalderlige Skt. Clemens kirkegård. Skt. Clemens kirke har ligget lige under Strøget, tæt på Rådhuspladsen. Her skulle matriklen, der senest husede diskotek Absalon, ryddes. Arkæologer fra Københavns Museum udgravede i alt 1048 grave med kvinder, mænd og børn, der har levet i København fra byens opståen i 1000-tallet og frem til reformationen i 1500-tallet, hvor kirken og kirkegården blev nedlagt.

I anledning af, at det i år er 15 år siden udgravningen fandt sted, inviterer Københavns Museum til en aften med en række korte foredrag, hvor vi løfter sløret for de vigtigste resultater af deres undersøgelser. Udgravningen har givet os en mængde ny viden om de begravedes helbred og sygdomme, deres liv, tro og traditioner – kort sagt, hvordan det var at leve i København i middelalderen. Der er bl.a. blevet udført en række DNA-analyser, som fortæller om sygdomme og om slægtskaber mellem de begravede.

Mød Jane Jark Clausen, udgravningsansvarlig i 2008, Hanna Dahlström, feltleder i 2008, begge arkæologer fra Københavns Museum, gæsteforsker og antropolog Elizabeth Newell fra Elizabethtown College, USA, og Hannes Schroeder, arkæolog og DNA-ekspert fra Globe Institute, Københavns Universitet.

Køb forfriskninger i museumscafeen inden foredraget: Te/kaffe, vin/øl, hjemmebagte kager og lidt let mad.

NB: Der er få parkeringspladser nær museet, læs mere her: https://www.kk.dk/parkering

Adgang for kørestole og for gangbesværede.

Københavns Museum

Københavns Museum

Stormgade 18

1555 København V
Del med