Foredrag: Hør om arkæologiske fund fra Kastellet

På aftenen før Store Bededag spiser københavnerne hveder og går ifølge traditionen tur på voldene, bl.a. på Kastellet. Som optakt til dette gør arkæologerne fra Københavns Museum status over de seneste arkæologiske
undersøgelser netop fra dette sted.

Fra efteråret 2019 og mere end to år frem arbejdede arkæologer fra museet side om side med entreprenører og arkitekter i forbindelse med skybrudssikringen af Kastellet. Her blev gjort en betragtelig mængde fund i form af Kastellets tidligste vandforsyning, et ufuldendt slotsbyggeri fra 1600-tallet, nedrevne bygninger og meget andet. 
Arkæologerne fulgte op- og afgravninger til nye regnvandsledninger, spildevandskloaker, forsinkelsesbassiner, forsyningsrør og brolægninger og dokumenterede undervejs de arkæologiske levn, der dukkede op.

I foredraget fortæller museumsinspektør Camilla Haarby Hansen om projektet og dets resultat og viser billeder af nogle af de tusindvis af genstande, der fremkom ved undersøgelsen.

Kom og vær med - Museets café frister med varme hveder

Dato og tidspunkt: 25. april 2024 kl. 17 - 18.30
Pris: kr. 125
Sprog: Dansk
Sted: Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V

Kontakt

Københavns Museum

Stormgade 18

1555 København V
Del med