Foredrag: Et enestående kulturmiljø ’Arkitektmosen’ ved arkitekt og forfatter Johannes Hedal Hansen
I de smukkeste rammer på Københavns Museum inviterer Strandberg Publishing og forlagets forfattere alle arkitekturinteresserede københavnere til at blive endnu klogere på den by, der er omdrejningspunktet for vores dagligdag. Man kan gå på opdagelse i København på mange måder – en af dem er i litteraturen. Hør forfatterne til nogle af de senere års mest markante bøger om hovedstadens arkitektur fortælle om deres særlige blik på byens bygninger, pladser og mennesker.
Efter Anden Verdenskrig blev det populært at bosætte sig i området omkring Hundesømosen, og det lidt isolerede hjørne af Gentofte tiltrak mange arkitekter - derfor fik området tilnavnet ’Arkitektmosen’. De mest kendte repræsentanter for faget var Børge Mogensen, Karen & Ebbe Clemmensen, Eva & Nils Koppel samt Hans J. Wegner. I disse smukke omgivelser byggede i alt 23 arkitekter og møbeldesignere enfamiliehuse til sig selv, hvor det moderne familieliv fik nye, banebrydende rammer. Johannes Hedal Hansen, der også har skrevet monografien om Eva og Nils Koppel (udgivet på Strandberg Publishing, 2017), vil give en kulturhistorisk skildring af området og guide dig igennem et udvalg af de enestående huse.
Johannes Hedal Hansen uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole og arbejder som kommunikationsmedarbejder i arkitektfirmaet de Architekten Cie. i Amsterdam. Han løser desuden arkitekturhistoriske opgaver for bl.a. Realdania By & Byg.
NB: Der er få parkeringspladser nær museet, læs mere her: https://www.kk.dk/parkering.
Adgang for kørestole og for gangbesværede.
Kontakt
Københavns Museum
Stormgade 18