Change language

Header menu

Tapetfabrikken Danmark

- en historie om byudvikling og industri

På en strimmel jord syd for Sundby Kirkegård, på Tycho Brahes Alle 35-37, ligger en industribebyggelse fra 1912.

På tidspunktet for anlæggelsen kaldtes adressen Tycho Brahes Alles forlængelse. Selve gaden blev navngivet i 1903, men på det tidspunkt var der kun tale om en kort tværgade til Amagerbrogade. Fabrikkens placering indebar altså en forlængelse af gaden i et kvarter, der bestod af spredt bebyggelse i åbent land. I 1901 var Sundbyerne og andre omegnskommuner blevet indlemmet i København, og 7 år senere afholdt man en byplankonkurrence for alle de indlemmede områder. Det blev efterfølgende besluttet at udlægge en del grunde til industri og kommunale institutioner på Amager. Amagerbro var i øvrigt helt frem til 1909 militært forland til København, og derfor er bebyggelsen her overvejende yngre end på de tre andre brokvarterer.

Helt i tråd med byplankonkurrencen ansøgte en fabrikant ved navn H.G. Olsen i 1912 magistraten om tilladelse til at opføre en fabrik på Tycho Brahes Alles forlængelse, lige nedenfor en nyanlagt kirkegård. Foruden fabrikken skulle der opføres en bolig. Hele bebyggelsen blev tegnet af H.P. Jacobsen, arkitekt M.A.A. Her er ansøgningen:

 

10. September 1912

 

Paa Ejeren Herr Tapetfabrikant H.G. Olsen (?vegne) tillader jeg mig at ansøge om Tilladelse til paa (Grunden?) af Parcel 48 c af Sundby Øster under København (?) Kirkegaardsvej at matte

Opføre den paa vedlagte Tegning viste Fabriksbygning med vedliggende Bolig
Dække Taget over Maskinsalen med Tagpap og (?) Pakkeri- og Lager med Beton paa Jernbjælker og Asfalt.
Have de viste Ovenlys over Maskinsalen og Pakkeriet (?). Ovenlysene over Pakkeriet er Prismer i Jernkarme
Benytte de viste Træ- og Jernkonstruktioner
Og have Kælder under Vaskerum og Farvelager i Fabriksbygningen og Kælder under Trappe og Køkken i Beboelsesbygningen.

Bygningen agtes opført med et Centralvarmeværk. Forslag til dette Varmeværks Anbringelse vil senere blive fremsendt. Maskinerne i Maskinrummet skal (?) udelukkende drives ved Elektricitet ligesom al Belysning bliver elektrisk. Den ærede Bygningskommission anmodes om at behandle denne Sag uagtet at Magistartens Resolution ikke foreligger. Ærbødigst H.P. Jacobsen.

Til Bygningsinspektøren fra 8. Distrikt. Herr Architekt Rasmus Jensen.

 

Umiddelbart kunne man tro, at det var fabrikanten selv, der skulle bo ved siden af fabrikken, men kigger man nærmere på boligen, så er der tale om et lidt beskedent byggeri med køkken, soveværelse, to stuer, vaskehus, hønsehus og retirade. I folketællingen fra 1916 kan man da også læse, hvem der faktisk boede i huset. Det drejer sig om en lille værkførerfamilie bestående af en 25-årig tysk mand, Martin Kemkens, hans tyske kone Katharina og deres lille tyskfødte datter Christine.

Ubeagtet at værkføreren var tysk, så kaldte fabrikant Olsen sin tapetfabrik ”Danmark”. På tegninger over fabrikken kan man se, hvilke rumfunktioner fabrikken bestod af. Man kan også se, at der både var ansat mænd og kvinder, og at spisestuerne var kønsopdelte og ikke lige store. Mon dette er et hint om, at der var flere mænd end kvinder ansat i produktionen? Af byggesagen kan man se, at der var lidt forhandling om, hvordan fabriksbygningens tag skulle konstrueres.

Fabrikken bestod af en maskinsal og et pakkeri med lager. Desuden var der et farvelager og et farveprøverum, et telefonrum, et kontor og et varmeværk med kulrum. Maskinsalen var anlagt med ovenlys, men det betones at der også var belysning med elektricitet. Toiletterne var placeret i forbindelse med værkførerfamiliens hus. På et oversigtskort fremgår det, at bebyggelsen lige rundt om fabrikken var ret sparsom – der var kolonihaver til tre sider, og kirkegården mod nord.

Fabrikken må med udbygningen af København og borgerliggørelsen af byens mange nye lejligheder have haft god vind i sejlene. Allerede i 1917 vurderede fabrikanten, at det var nødvendigt at udvide fabrikken. Udvidelsen bestod dels i forhøjelse med mansard-etage af bygningen mod gaden, og dels af flere tilbygninger mod gården. Ved ombygningen fik fabrikken med sine nye kviste og sin høje, brede frontgavl med våbenskjold og navnetræk et noget mere karakterfuldt udseende.

Den tyske værkførerfamilie holdt stand, og i 1921 omtales Martin Kemkens som tapetmester. Også i 1925 ses familien i huset, men i den efterfølgende tid sker der noget, der bringer fabrikken til ophør. I Folketællingen fra 1930 bor der ikke nogen i huset, men det anføres at fabrikken har stået tom i tre år, og at den per 1.11. 1930 blev solgt til brug for Mejerimaskinfabrikken Rannie. I 1940 var en ny familie flyttet ind i boligen, det var ingeniør Axel Bendtsen med hustruen Edith og deres seks børn. Maskinfabrikken producerede maskiner til danske mejerier.

Bygningens fremtid?

I bydelsatlas Amager er bebyggelsen udpeget med middel bevaringsværdi. Senest har bygningerne været brugt af ungdomsklubben Stjernen. Københavns Kommune har foretaget en miljøscreening, hvor bygningens betydning for kvarteret kortlægges på parametrene bymiljø og landskab, trafik, forurening og ressourceanvendelse. Det fremgår endnu ikke, hvilke planer der er for bygningens fremtid.