Change language

Header menu

Skulpturer fra kongeligt guldbryllup genfundet i rådhustårnet

Vildmænd, løver, kroner, våbenskjolde og en englelignende skikkelse. Læs om museets restaureringsprojekt for fundet i rådhustårnet

Vildmænd, løver, kroner, våbenskjolde og en englelignende skikkelse. Det er, hvad der i årtier har gemt sig bag en skillevæg i et af Københavns vartegn, nemlig i rådhustårnet. Skulpturerne smykkede tilbage i 1892 en ærespavillon på Højbro Plads, som byen havde rejst i anledning af Christian 9. og dronning Louises guldbryllup. Nu arbejder Københavns Rådhus og Københavns Museum på at få skulpturerne gjort klar til at blive vist frem på ny.

Et kongeligt guldbryllup

Københavns Museum har under sit arbejde på Københavns Rådhus sporet skulpturerne tilbage til en kongelig folkefest af international kaliber i hovedstaden 26. maj 1892. Her kunne Christian 9. og dronning Louise – kaldet ”Europas svigerforældre”, idet flere af deres børn sad på Europas troner - fejre guldbryllupsdag sammen med kongefamilien og københavnerne. Københavns Kommune havde i dagens anledning udsmykket byen. En ærespavillon på Højbro Plads, som kareterne kunne køre igennem, var en af hovedattraktionerne. Pavillonen var rigt udsmykket med skulpturer og rigsvåbnet samt våbenskjolde med relation til København og den kongelige familie. Det hele var modelleret af tidens store nyklassicistiske billedhugger Vilhem Bissen (1836-1913) og dennes værksted. Siden gik skulpturerne i glemmebogen; formentlig blev væggen foran dem sat op for at  afskærme dem under en tårnrenovering i 70’erne og på den blev opsat en kopi af et kort over København i 1600-tallet. Årtier efter fandt en vagt en nøgle, der passede i tårnvæggen, og stor var hans overraskelse, da han blev mødt af en knejsende, englelignende skytsånd i selskab med løver, vildmænd, et utal af kongekroner og våbenskjolde!

Frem i dagens lys

Ønsket fra rådhusets side er nu at dele denne helt særlige samling af skulpturer med byens borgere og besøgende, og derfor bliver figurerne nu gjort klar til at blive udstillet i Rådhustårnet. Lige nu er konservatorer og samlingsmedarbejdere fra Københavns Museum i gang med registrering, dokumentation, afrensning og tilstandsvurdering af de historiske figurer, der er blevet dækket af støv og ramt af fugt og tidens tand igennem 50 år. Fra efterårsferien kan de, der er med på en tårntur, få et glimt af figurerne hen over den nye skillevæg, som beskytter figurerne og gennem nogle kikhuller gennem væggen.

Løver med graffiti

Et spændende aspekt i figurernes lange liv er, hvordan besøgende i Rådhustårnet igennem 40’erne og op til 60’erne indridsede navne, datoer, nationaliteter og til tider navne på illegale rusmidler i skulpturerne, fx ”Hanne, Loke, Rolf 21/7/66”, ”LSD” på et løveben eller elskendes initialer i hjerterne på det danske våbenskjold. Det er projektets ønske at bevare disse indridsninger, da de viser menneskers trang til at efterlade vidnesbyrd om deres liv og vigtige temaer i deres tid.

Yderligere information:

Om restaureringen af skulpturerne: Sonia Jacques, kf19@kk.dk, 5163 7185

Om renoveringen af Rådhustårnet og tilgængeliggørelsen af det, Nicolai Schrøder, cd1b@kk.dk, 2494 7619