Change language

Header menu

Oehlenschlægersgade Skoles gymnastikhus

Oehlenschlægersgade Skoles hundrede år gamle gymnastikhus fortæller historien om 1800-tallets syn på kønnene.

Pigerne nederst – drengene øverst

Da gymnastik i 1814 kom på skoleskemaet var det i første omgang kun drengene, der fik tilbuddet. Men i slutningen af 1800-tallet begyndte mange af byskolerne at blive udstyret med både en drenge- og pigegymnastiksal. På landet foregik gymnastikundervisningen på det tidspunkt udenfor, og hvis det var for koldt, rykkede man ind i forsamlingshuset eller op på loftet.

Oehlenschlægersgade Skole stod færdigbygget i 1885 og i forbindelse med skolen, blev der opført et etplans gymnastikhus med to separate indgange, én til hvert køn. I 1915 blev der bygget to etager ovenpå. Gymnastikhuset blev dermed indrettet med to helt identiske gymnastiksale – en til drengene øverst og en til pigerne nederst.  Sådan ser bygningen også ud i dag, selvom gymnastikundervisningen for længst er blevet slået sammen.

Den organiserede motion var i 1800-tallet et nyt fænomen, men med et klart formål: at lære børnene selvkontrol, samtidig med, at de fik afløb for deres energi. Gymnastikundervisningen skulle derfor både disciplinere og opdrage børnene. Især arbejderbørnene skulle lære at beherske sig selv, for at kunne indgå i storbyens komplekse industrisamfund. Man mente ikke, at de lærte disse dyder hjemmefra på samme måde som borgerskabets børn.

De fleste af datidens gymnastikhuse er revet ned til fordel for moderne sportshaller eller multihaller med plads til fællesaktiviteter. 

Vesterbros mange børn            
         
Omkring århundredeskiftet steg Vesterbros indbyggertal markant. Hvor der i 1880 boede omkring 25.000 personer var dette tal i 1901 steget til over 65.000. I de små gader boede der primært arbejdere. De store gader husede borgerskabet. Især skolerne havde ikke kapacitet til at imødekomme det stigende indbyggertal, hvilket kan forklare, at gymnastikhuset i 1915 blev udbygget.

Skolens arkitekt, Andreas Lauritz Clemmensen havde en produktiv karriere bag sig. Af hans mest kendte bygninger kan nævnes Mariakirken på Istedgade samt Paladsteatret (i dag biograf) på Axeltorv. Clemmensens arkitektur var på mange områder nyskabende. For eksempel var Oehlenschlægersgade Skole den første skole i Danmark, som blev bygget med et ovenlysrum i midten.

Nye planer for Oehlenschlægersgade Skole             

I forlængelse med gymnastikhuset blev der desuden i 1903 opført byens første kommunale varmvandsbadeanstalt. I 2016 ansøgte Oehlenschlægersgade Skole om tilladelse til at nedrive både det bevaringsværdige gymnastikhus og badeanstalten, for at skabe plads til det voksende elevantal. I lokalplanen for området, der blev vedtaget i juni 2018, påpeges det, at begge bygninger er vurderet til at have høj bevaringsværdi. Alligevel er kun gymnastikhuset bevaret, mens badeanstalten nu er revet ned.

Læs også Københavns Museums artikel om skolens bevaringsværdige badeanstalt, der nu er nedrevet.