Change language

Header menu

Nu skal VÆGGEN videre

væggen.dk og den fysiske installation på Dantes Plads lukker for at give plads til nye formater for byrumsformidling

Efter mange års tro formidlingstjeneste får Københavns Museums prisbelønnede digitale borgerinddragelsesprojekt, VÆGGEN, nyt liv fra 2017.

Væggen har gennem de seneste 6 år været en vigtig platform for formidling og tilgængeliggørelse af museets samlinger og for indsamling af borgernes billeder af København. Projektets brug af digital touch-teknologi til formidling i byrummet har desuden vakt opmærksomhed både nationalt og internationalt. Projektet har således vundet flere internationale priser (bl.a. MUSE Jim Blackabby Award) og givet anledning til etablering af tilsvarende formidlingsplatforme i Cairo og i El Paso.

VÆGGEN blev skabt i 2009 med henblik på at bringe museet ud i gaderne og skabe en platform for visuel dialog mellem Københavns borgere og besøgende. En 10 meter lang skærm blev bygget ind i en ombygget container, og man har siden 2010 kunnet udforske et innovativt bylandskab skabt af fortidens og nutidens fotografier. VÆGGEN har været opstillet på Kongens Nytorv, været forbi Rådhuspladsen, Frederiksberg Have, Dronning Louises Bro, Axeltorv, Superkilen og til sidst Dantes Plads. Nu er tiden kommet til at finde nye formater for byrumsformidling. Driften af VÆGGEN har givet museet en række erfaringer, som vil blive tænkt ind i formidlingen på det nye Københavns Museum og i en kommende mobil formidlingsløsning, som er under udvikling i projektet ’Urbaniseringens møder og mennesker’.

Igennem projektets levetid har brugerne af VÆGGEN uploadet næsten 9000 historiske og nutidige fotos, og museet vil i de kommende måneder gennemgå dette materiale for at beslutte, hvilke fotos der vil indgå i museets permanente samling. De pågældende brugere vil blive kontaktet med nærmere information om dette.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Københavns Kommune og Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis økonomiske støtte gjorde det muligt at realisere VÆGGEN, såvel som vores samarbejdspartnere Gibson Group International og Spild af Tid, som var afgørende for projektets udformning og originalitet. Vi vil også gerne takke de mange kolleger og samarbejdspartnere, som igennem årene har vist interesse for og diskuteret projektet.

Frem for alt vil vi takke alle jer brugere, som har gjort det til en fornøjelse at drive VÆGGEN.

Fra november i år har etableringen af KBH Billeder betydet, at der nu bliver en ny og endnu bedre adgang til materiale fra museets samlinger, som fremover vil erstatte væggen.dk som hovedindgang til disse. På sitet kan man blandt andet downloade billeder i højere opløsning, end det var muligt, på væggen.dk. Vi arbejder også på at skabe samme muligheder for brugeruploads.

Selve den fysiske installation, der i øjeblikket står på Dantes Plads, vil mellem jul og nytår blive demonteret og skærme og andet hardware overgår til Under Broen – Laboratorium for Lokal og urban produktion. Læs mere om dette projekt på underbroen.com