Change language

Header menu

Kom på arkæologiske byvandringer ved den nye Metro

  • Københavns Museum
29. september-5. oktober sætter vi fokus på åbningen af Metro Cityringen med byvandringer til Metrostationer, hvor der er gjort vigtige fund

7 dage–7 arkæologiske byvandringer: Anlæggelsen af Metroen har gjort, at København i de seneste årti har været Europas største byudgravning, der har bragt et væld af arkæologiske genstande frem i lyset. I anledning af åbningen af Metro Cityringen byder Københavns Museum på fire forskellige byvandringer med afsæt i de nye Metrostationer, hvor der er blevet gjort de vigtigste arkæologiske fund. Fund, der for alvor har gjort op med myten om Absalon som byens grundlægger; allerede i vikingetiden var København en anseelig by. Hør om byens ældste kirke og den forsvundne Østerport fra ca. 1200 eller tag til Frederiksberg Allé og få et indblik i Frederiksbergs tidligste historie med både gartnerier, herskabelige villaer og kakkelovnsfabrik. 

Camilla Haarby Hansen: Arkæologi ved Metro Gammel Strand  
29. september kl. 17-18 
Københavns havn har siden middelalderen været den vigtigste forbindelse mellem byen og resten af verden. Arkæologiske udgravninger til metrostationen på Gammel Strand afdækkede mange faser af havnens udvidelser. Det var tydeligt at se, hvordan havnen havde ændret sig over tid og gjort det lavvandede, brede stræde til dybe kanaler.
På omvisningen følger arkæolog Camilla Haarby Hansen os først langs byens middelalderlige kystlinje langs med Læderstræde frem til Højbro Plads og det, der kan have været tidlige havnestrukturer. Derefter går vi til Gammel Strand og taler om en række forskellige bolværker, bygninger og genstandsfund, som viser havnens mange udbygninger. Hør om de arkæologiske undersøgelsesmetoder og se eksempler på nogle af de tusindvis af fund, som er kommet frem i lyset.

Mødested: På hjørnet af Nybrogade/Naboløs 
Køb billet til 29/9 via Billetto  

Jane Jark Jensen: Arkæologi ved Metro Kongens Nytorv  
30. september og 4. oktober kl. 17-18 

Kongens Nytorv har været et mødested for københavnere siden middelalderen. Her begyndte opførelsen af Københavns befæstning med det imponerende Østerport omkring år 1200. Arkæolog Jane Jark Jensen tager dig med på en vandring fra den forsvundne Østerport ved udmundingen af Strøget og sydpå langs befæstningen til Vingårdstræde, hvor en kongelig vingård fra 1400-tallet ligger omsluttet af senere bebyggelse. Herefter til Bremerholm, hvor vi skal høre om kong Hans’ flådeværft og Skipperboderne, der var Nyboders forgængere. Til sidst kommer vi gennem Lille Kongensgade, som har været beboet de sidste 800 år.   

Mødested: Ud for butikken Kongens Nytorv Sko, Kongens Nytorv 21
Køb billet til 30/9 eller 4/10 via Billetto 

Hanna Dahlström: Arkæologi ved Metro Rådhuspladsen  
1. og 2. oktober kl. 17-18 

Tag med arkæolog Hanna Dahlström med på en gåtur rundt i Københavns tidlige middelalder. Vi begynder på Rådhuspladsen, hvor Københavns Museums arkæologer har fundet rester af byens ældste kirke, bebyggelse og jernproduktion, der går tilbage til den sene vikingetid. Derfra går turen langs den gamle kystlinje ved Farvergade, videre til Gammeltorv, hvor vi vender tilbage mod Mikkel Bryggers Gade, som er en rest af et gammelt gadeforløb, videre til den nu forsvundne Skt. Clemens kirkegården i Frederiksberggade og endelig retur til Rådhuspladsen.  

Mødested: Ved den nye metro-opgang 
Køb billet til 1/10 eller 2/10 via Billetto   

Niels Andreasen: Arkæologi ved Metro Frederiksberg Allé  
3. og 5. oktober kl. 17-18 

På denne byvandring giver arkæolog Niels Andreasen et indblik i livet langs en af de ældste veje på Frederiksberg. Det er historien om kongens allé, kakkelovnsfabrikken, gartnerivirksomhed med dræning og brøndgravning, og fremvæksten af landvillaer som Sans Souci og andre, der prægede alléen fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Vi begynder byvandringen på Sankt Thomas’ Plads og går derefter op ad alléen til metrobyggepladsen ved Platanvej. Se noget af det stentøj, fajance og keramik, som Københavns Museums arkæologer indsamlede under den arkæologiske undersøgelse. I arrangementet indgår desuden hjemmelavet kaffe og kage.  

Mødested: ved prydbrønden på den nordlige side af Skt. Thomas Plads. 
Køb billet til 3/10 via Billetto 
Køb billet til 5/10 via Billetto