Change language

Header menu

Historie & Kunsts supermagasin i Høje Tastrup færdigt

Sidste sommer var der første spadestik. I starten af 2018 var der rejsegilde. Og den 27. august er der officiel indvielse af fællesmagasinet

Selve indflytningen i magasinet er så småt begyndt, og den ca. 8.000 kvadratmeter store bygning kommer til at erstatte arkiver og magasiner på ti forskellige adresser i København. Så i disse dage kører en konvoj af lastbiler, der fragter den værdifulde kulturelle last, mellem København og Vestegnen.

Det nye magasin er moderne og klimastyret, og indrettet med faciliteter til konservering, registrering og med plads til frivillige og forskere. Magasinet kommer til at rumme omfattende samlinger af arkivalier og genstande fra Københavns Stadsarkiv, Københavns Museum og Thorvaldsens Museum.

250.000 kort og tegninger fra stadsarkivet, arkæologiske fund fra Metroudgravningerne, Søren Kierkegaards personlige ejendele, Thorvaldsens skulpturer og stemmeurnen fra det første valg til Borgerrepræsentationen. Det er blandt andet disse særlige effekter, der nu får nyt hjem, når det nye fællesmagasin nu tages i brug.

Det nye magasin til 167,4 mio. kr. er ikke det eneste markante kulturhistoriske initiativ i Københavns Kommune. I sommeren 2019 åbner et nyt Københavns Museum i Stormgade 18 - lige bag Københavns Rådhus og over for Nationalmuseet. Kommunen har bevilget 62,3 mio. kr. til ombygning, indflytning og nye udstillinger.