Change language

Header menu

Grønne workshops for voksne

  • Illustration: Elias Friborg Lewinsky
Københavns Museum byder over sommeren og efteråret på workshops med afsæt i museets byhave: Byg et bihotel, lav most eller dekorer kakler

Med inspiration fra den historiske byhave
Da Københavns Museum slog dørene op i februar i år, var det samtidigt åbningen af museets nye byhave, som bygger på projektet ”historiens have”. I februar måned var den, som de fleste haver, ikke så prangende. Nu står haven til gengæld i fuldt flor, og det har inspireret museet til at afholde en række workshops. Her vil en række eksperter videregive deres viden, og du kan selv prøve kræfter med at bestemme frø fra historiske planter, lave most, bygge dit eget bihotel og lave grafisk dekoration på keramiske kakler.

”Det er vanvittigt spændende, alt det vi helt bogstaveligt graver op af jorden i København. Køkkenaffald, et lokum, potteskår – alt sammen ting, der virker ligegyldige, og som jo netop er blevet smidt væk engang for 300 år siden. Disse ting giver os et direkte kig til københavnerlivet for flere hundrede år siden, og det er en uvurderlig gave for vores historiske forståelse. De kommende workshops på Københavns Museum er en unik mulighed for selv at få fingrene i historien,” siger kultur- og fritidsborgmester i København Franciska Rosenkilde (Å).

300 år gamle frø fra latriner
De planter, der gror i byhaven foran Københavns Museum i Stormgade, er udvalgt, så de svarer til nogle af de planter, der blev fundet ved arkæologernes udgravning i Pilestræde 8 i København. Her fremkom dels et latrin (et gammeldags toilet) og dels en slags affaldscontainer – begge dele fra tiden lige omkring år 1700. Haven fortæller både om planter og mad fra 1700-tallets København.

Sikkerheden i fokus
Gældende retningslinjer fra myndighederne overholdes under samtlige workshops med henblik på at mindske risiko for smitte med COVID-19, man skal således tilmelde sig på forhånd.

Tag med til fire forskellige workshops:

Workshop: Byg et bi-hotel
Tidspunkt: Torsdag 2. juli kl. 15-18 og torsdag 9. juli kl. 18-21

Du kan prøve kræfter med at bygge dit eget bi hotel ved brug af bæredygtige materialer. Samtidig vil du lære om, hvilke konsekvenser den globale bi-død bringer dine hotelgæster, som f.eks. består af honningbier og vilde bier. Du vil få hjælp og vejledning af scenograf Elias Lewinsky og natur- og kulturformidler Malene From.

Læs mere her: https://cphmuseum.kk.dk/event/workshop-byg-et-bihotel

Workshop: Grafisk dekoration på keramiske kakler
Tidspunkt: torsdag 20. august kl. 17-20

Den historiske byhave vil også danne rammen om en workshop om grafisk dekoration på keramiske kakler. Keramiker Tine Secher vil hjælpe dig med at bruge historiske planter som kunstnerisk og historisk medium og lære dig at kreere dekorative fortidsminder.

Læs mere her: https://cphmuseum.kk.dk/event/workshop-voksne-grafisk-dekoration-paa-ker...

Workshop: Mos, vin og most – hør om æblets historie
Tidspunkt: torsdag 3. september kl. 18-21 og torsdag 8. oktober kl. 15-18

Hen over efteråret byder vi på en workshop med frugtavl og frugtvin som omdrejningspunkt. Bliv klogere på nogle af vores ældste vin-æblesorter under kyndig vejledning af lektor i afgrødevidenskab Torben Toldam-Andersen og natur- og kulturformidler Malene From. Vær med til at lave most og grød og smag på saft og vin.

Læs mere her: https://cphmuseum.kk.dk/event/workshop-voksne-mos-vin-og-most-hoer-om-ae...

Workshop: Hvad kan frø fra et 300 år gammelt lokum fortælle?
Tidspunkt: torsdag 1. oktober kl. 18-21

Forestil dig en baggård i Pilestræde midt i København for over 300 år siden. I et gammelt farvekar er alskens køkkenaffald havnet, og et andet sted i gården sidder én på lokum og efterlader eksotiske sager i tønden: figenfrø, vindruekerner og kerner fra den næsten glemte danske kræge, en plante i blommefamilien. Kom med til workshop, hvor vi sammen med arkæobotaniker Cand.scient. Annine S. A. Moltsen og natur- og kulturformidler Malene From sætter fortidens efterladenskaber under lup og ser, hvad folk dyrkede og spiste dengang.

Læs mere her: https://cphmuseum.kk.dk/event/workshop-voksne-hvad-kan-froe-fra-et-300-a...

Køb billet til workshopsene på https://webshop-historieogkunst.kk.dk/arrangementer