Change language

Header menu

Fra Overformynderi til Københavns Museum

I 1894 flyttede en institution med det bombastiske navn “Overformynderi” ind i Stormgade 18. 125 år er Københavns Museum åbnet her.

I Stormgade 18, i det indre København, ligger en rød bygning i italiensk villastil. Her gik de, de umyndige, op ad den brede granittrappe og ind i de højloftede, smukt dekorerede sale for at få udbetalt en portion af de penge, Overformynderiet administrerede for dem. Til de umyndige hørte både børn – og voksne kvinder – ifølge det sene 1800-tals logik.
I februar 2020 begyndte en ny æra i Overformynderiets gamle rødstensbygning, da dørene blev slået op for det nye Københavns Museum.

For umyndige og forsvundne personer

Overformynderiet, der eksisterede som statslig institution fra 1869 til 1982, blev oprettet for at tage vare på umyndige og forsvundne personers formuer. Overformynderiet flyttede i september 1894 ind i en helt ny bygning i Stormgade 18, tegnet af H. J. Holm. På det tidspunkt handlede de fleste af Overformynderiets sager om testamenter med båndlagte formuer. Ofte var det folk, der havde en vis formue, og som skrev testamente, hvor de ønskede, at deres formue skulle indsættes i Overformynderiet, som så skulle forvalte den. Så kunne arvingerne hæve renten af kapitalen.

Fuld ligestilling fra 1857, men …

Der var naturligvis umyndige børn, der arvede på denne måde. Men det var især voksne kvinder, som var indsat som arvinger med Overformynderiet som forvalter af deres formue. Så selvom der fra 1857 formelt set var fuld ligestilling mellem kvinder og mænd i arveretlig henseende, var der tilsyneladende ikke den store tiltro til, at kvinder kunne forvalte den arvede kapital. I 1930erne havde holdningen til kvinders evner ændret sig, så Overformynderiet stort set kun forvaltede børns penge. Da Overformynderiet blev nedlagt 1982 overtog en række pengeinstitutter forvaltningen.

Soliditet og omsorg – for de udvalgte

Stormgade er opført til at udstråle soliditet, omsorg og bevidsthed om Overformynderiets betydning som vogter af andres værdier. De umyndige selv kom sikkert aldrig længere end til kassen. Men der var mange, der slet ikke kom dertil – de, der ikke havde en kapital, der skulle forvaltes. I 1937 flyttede Overformynderiet til Holmens Kanal og i 1982 blev det nedlagt.