Change language

Header menu

 

Corona-info

Byen er åben, men vi skal passe på hinanden. Se de nyeste regler her!

 

Læs mere på kk.dk/kultur-og-fritid-coronainfo

 

Arkæologisk Værksted

Kom indenfor og oplev arbejdet med arkæologiske fund fra byens fortid. Åbent hver weekend kl. 10-14

Udefra ligner det enhver anden butik, men bag butiksruden arbejder arkæologer med at undersøge fund fra Københavns Museums arkæologiske udgravninger, og her kan du gå direkte ind fra gaden og deltage i arkæologernes arbejde og få en snak om Københavns historie set gennem arkæologien.

Når man er på museum og kigger på potteskår, skeletter og andre genstande, der er gravet op af jorden, går man helt glip af den vigtige proces, der går forud for montren. For hvad er det? Hvor kommer det fra? Hvad blev det brugt til? Og hvor gammelt er det egentlig?

Det er nogle af de spørgsmål, arkæologerne finder svar på, når de sorterer, vasker og undersøger de mange fund, der hver dag finder vej fra den københavnske undergrund til deres arbejdsborde i Arkæologisk Værksted. Og nu kan alle og enhver komme og være med.

Historien ud til københavnerne

I Arkæologisk Værksted er der nemlig også gjort op med forestillingen om, at man kun må se og ikke røre.

”Vi ønsker at åbne museet op og have meget mere fokus på borgerinddragelse og på tilgængeliggørelse af vores fælles kulturarv – vi vil gerne invitere publikum med helt ind i maskinrummet og se, hvordan vi arbejder. De arkæologiske fund skal renses, registreres og undersøges, inden de sendes på magasin og i den forbindelse, har vi fundene fremme, så publikum kan komme helt tæt på. De kan følge med i vores arbejde, når vi analyserer læder, træ, tekstiler, knogler, keramik og kridtpiber,” siger museumsinspektør Mia Toftdal, der er ansvarlig for Arkæologisk Værksted.

”Jeg vil næsten garantere, at gæsterne oplever noget forskelligt, hver gang de besøger os, fordi vi bearbejder fundene i den rækkefølge, de kommer ind. En dag kan det være fine glasfund, dagen efter er det kasserede gedeknogler. Gæsterne selv kan være med til at vaske dyreknogler og sortere potteskår, og de kan nærstudere fund i værkstedets mikroskoper”.

”Med Arkæologisk Værksted vil Københavns Museum åbne publikums øjne for de historiske og sociale processer, der har skabt byen gennem de fysiske genstande og gennem de fagfolk, som bearbejder og fortolker fundene. Det handler om at vise og tale med gæsterne om, hvordan nutidens København hænger sammen med fortiden, og hvordan fortiden og nutiden former vores forventninger og forestillinger om fremtiden” forklarer Mia Toftdal.

Arkæologisk Værksted er det eneste sted i Danmark, hvor arkæologernes værksted har fast åbningstid for publikum. Værkstedet er åbent hver weekend kl. 10-14, og børn og voksne i alle aldre er velkomne!

Skoletjenesten på Københavns Museum tilbyder forløb i Arkæologisk Værksted for både vuggestuer, børnehaver og folkeskolen. Se mere om dagtilbud og undervisningstilbud her.

 

Åbningstider

Arkæologisk Værksted har fast åbent hver weekend kl. 10-14.

Derudover er der åbent ved særlige arrangementer som Kulturnatten, Lille Kulturnat samt i enkelte af skolernes ferier. Følg med på museets hjemmeside og på Facebook.

Entre er gratis med billet fra Københavns Museum. NB! Børn og unge under 18 år gratis adgang.

Adresse

Arkæologisk Værksted
Stormgade 20, stuen
1555 København V

For yderligere oplysninger kontakt

Mia Toftdal, museumsinspektør og ansvarlig for Arkæologisk Værksted
E-mail: zb6r@kk.dk

Arkæologisk Værksted er etableret med økonomisk støtte fra Nordea-fonden. 

 

Kontakt