Store donationer til nyt maritimt lydkunstværk på Københavns Museum

Museets skibsvrag fra middelalderen får i løbet af 2024 selskab af et lydkunstværk, der forbinder nutid og fortid og giver en sanselig forbindelse til den gamle skude, der blev fundet der, hvor Operaen ligger i dag.

”Havnen har altid spillet en helt særlig rolle i Københavns historie. At nutid og fortid nu bliver bundet sammen med et helt nyt maritimt lydkunstværk, glæder jeg mig virkelig til at opleve. Tak til fondene for de flotte donationer,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard.

Københavns Museum er utrolig stolt over at kunne løfte sløret for et nyt samarbejde. Den danske lydkunstpionér Jacob Kirkegaard skal skabe et lydværk med arbejdstitlen Naufragium (latin for skibsvrag) til et af museets permanente udstillingsgallerier, der omhandler havnen og hovedstadens historie i perioden 1400-1600. Hovedgenstanden i udstillingsrummet er et 14 meter langt skibsvrag fra 1400-tallet, fundet i 2005 i forbindelse med udgravninger forud for opførelsen af Operaen.

”Takket være generøse donationer fra Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden kan Jacob Kirkegaard skabe dette helt nye lydværk, der på fornemste vis sammenkobler samtidskunst og kulturhistorie. Vi glæder os meget over samarbejdet og fondes velvillighed til at støtte lydkunsten” siger Regitze Lindø Westergaard, museumsinspektør på Københavns Museum. 

Naufragium er et værk i egen ret. Lydværket er ikke en 1:1 lydkulisse med et sejlende skibs lyde, men derimod et værk, der gør noget nyt. Det forbinder nutid og fortid, skaber bro mellem det tavse vrag foran os og den levende historie bag os såvel som under os. For hvor end man bevæger sig i København, på land eller vand, er der spor af historien og andre før os lige under vores fødder. Værket tager os med under overfladen, ned i dybet eller ind i os selv, det sænker os ned i en anden tid og verden. Undervandslyde er tidløse, ukendte og eventyrlige, og med havet som både metafor for og adgang til det underbevidste skaber Naufragiums lydbillede en sansemæssig forbindelse til skibet. Kirkegaard arbejder altid med egne optagelser, og vil for at komponere dette værk blandt andet indsamle lyde fra dybet i Københavns Havn og vind fra sejlene på historiske skibe foruden lyden af bølger, is der bevæger sig og vådt træ der giver sig.

Lydkunstværket forventes færdigt ultimo 2024 og bliver udstillet permanent på museet, og indlemmes i museets samling for eftertiden. 

 

Billede
Mikroskopi af træ fra skude
Mikroskopi af træ fra skude
Fotograf
Københavns Museum

Om Jacob Kirkegaard

Jacob Kirkegaard er lydkunstner og komponist og har udstillet talrige steder fra Tønder til Tokyo. Han har en MA i mediekunst fra Køln, har været sound artist in residency på Oxford Universitet og har været gæsteprofessor på Johannes Gutenberg Universitet i Mainz. I 2022 modtog han Eckersberg Medaljen fra Det Kongelige Danske Kunstakademiråd som anerkendelse af sin enestående præstationer inden for kunsten. Kerneelementet og metoden i Jacob Kirkegaards arbejde udspringer af brugen af lydoptagelser af de håndgribelige aspekter af immaterielle temaer. Byen København er et tilbagevendende tema og Kirkegaard har optaget lyden af byens forvandling siden midt 1990erne.

”Lyden af Hovedstaden”

I disse år har Københavns Museum særligt fokus på lyd. Det manifesteres ikke mindst i forskningsprojektet ”Lyden af hovedstaden”, hvori en række forskere fra bl.a. Københavns Universitet, Nationalmuseet, Moesgaard Museum og Københavns Museum kortlægger københavnernes forhold til lyd og sprog igennem tiderne og lydens betydning for skabelsen af byens rum og fællesskaber.  Projektet kulminerer i maj 2025 med åbningen af en særudstilling om Københavns lyd gennem tiden på museet. Men allerede i 2024 indgår museet et samarbejde om et lydværk til den permanente udstilling med den anerkendte lydkunstner Jacob Kirkegaard som en del af lydsatsningen.

Jacob Kirkegaard, underwater recordings of calving glaciers in Greenland
Fotograf
Inuk Silis Høegh