Change language

Jens Olsens verdensur

  • Jens Olsens verdensur/Jens Olsens World Clock
Gå på opdagelse i Rådhusets helt unikke ur - Jens Olsens verdensur.

På København Rådhus kan du se en opdateret udstilling om Jens Olsens Verdensur, skabt af Københavns Museum i samarbejde med Københavns Borgerservice. Udstillingen fortæller historien om det unikke urs tilblivelse, om manden bag uret og om, hvordan det endte på Københavns Rådhus. Udstillingen giver samtidig besøgende mulighed for at dykke dybere ned i urets funktioner og virkemåde og til at reflektere over, hvordan det mekaniske ur - tusinder af år frem i tiden - fortsat vil kunne vise stjernehimlen over Rådhuset, klokkeslettet i andre verdensdele og højtidernes årlige forskydninger.

Urets placering på Rådhuset har været med til at definere Rådhuset som noget mere end blot en politisk institution. Det er et hus, et mødested, der åbner sig for folket i bredere forstand, præcis som dets arkitekt Martin Nyrop forestillede sig ved opførelsen 1892 til 1905. Installationen af Verdensuret i 1955 (50 år efter Rådhusets åbning) føjede yderlig en dimension til husets offentlige anvendelse.

Nyrops vision for Rådhuset udvides med den nye udstilling. Med anvendelse af et opdateret udstillingssprog og ny teknologi åbnes uret og dets mange lag af historier yderligere op for en større kreds af borgere. Helt i tråd med Rådhusets ambitioner om i endnu højere grad at blive et hus skabt for og brugt af københavnerne og deres gæster.

Udstillingen er åben hverdage fra 9-17 og lørdag 10-13.

 

Vidste du at Jens Olsens verdensur:

  • er verdens mest præcise mekaniske ur og, at det kun er atomure, der er mere præcise.
  • består af 14.448 dele.
  • har fået alle tandhjul forgyldt og, at der i alt er fire kilo guld i uret.
  • hvert nytår kl. 00:00 bruger seks minutter på at udregne det kommende års helligdage og fuldmåner.
  • har verdens langsomt drejende tandhjul.
  • blev sat i gang af Frederik 9. torsdag den 15. december kl. 15.00, 1955.
  • trækkes op en gang om ugen.
  • har fået alle metalskiver belagt med rhodium, der er et af verdens mest sjældne og kostbare ædelmetaller. Det er særdeles slidstærkt - selv syre kan ikke angribe rhodium.
  • hovedsageligt består af messingdele fra omsmeltet husgeråd fra 1940’ernes danske husholdninger.