Change language

Frederiksborgvej 27

  • Frederiksborgvej 27 inden nedrivningen i 2011
Stamgæster på Bondestuen, klunsere, statspolitiet ‘De Blå Gendarmer’ og indsatte i arresten hører til historien om denne bygning.

Stamgæster på Bondestuen, klunsere, statspolitiet ‘De Blå Gendarmer’, og indsatte i arresten var bare nogle af dem, der hører til historien om en gammel bygning på Ydre Nørrebro, der blev revet ned i 2011.

Indtil 2011 lå der på Frederiksborgvej 27 et hus med en interessant historie. Husets nederste etage rummede frem til lige inden nedrivningen værtshuset Bondestuen, men husets historie går helt tilbage til omkring 1885, hvor Estrups Gendarmer havde til huse i bygningen i 1885.

De Blå Gendarmer

Estrups Gendamer - også kendt som De Blå Gendarmer - blev oprettet af daværende statsminister Jacob Estrup og var datidens skatteopkrævere og statspoliti. De var som navnet antyder iklædt blå uniformer og udstyret med karabin (en kortere udgave af en riffel) og en ryttersabel og havde de samme beføjelser til at arrestere folk som politiet. De Blå Gendarmer flyttede efter en kort årrække til en adresse på den nuværende Provstevej og i stedet indrettes en politistation på matriklen eller rettere her holdt landbetjenten til og havde en arrest i kælderen, hvor de arresterede opholdt sig indtil de blev ført til Blegdamsfængslet. Arresten blev dog nedlagt ved indlemmelsen i Københavns kommune i 1901.

Klunsere under halvtaget

I gården solgte produkthandler Alvi Carl Alfort - kaldet Almind - sine varer, men om natten fik klunsere lov til at sove under halvtagene. Klunserne var ofte hjemløse og levede blandt andet af at finde ting på lossepladser, som de kunne sælge. Siden har der været vulkaniseringsværksted på matriklen og som nævnt værtshus, som museet nåede at besøge inden nedrivningen.

Skattefar og ‘fangekælder’

Mange af kunderne er stamgæster, der er kommet i Bondestuen i 40-50 år. De fleste af dem kan huske, da skattekontoret lå lige om hjørnet. Når man afleveret halvdelen af lønnen til skattefar, så kunne man lige smutte forbi og drikke resten op. Hvis man ikke opførte sig ordentligt, røg man i “fangekælderen”. En hentydning til tiden, hvor der var arrest i bygningen. Som bartenderen spøgefuldt udtaler, så er det ikke svampen der lugter, men kunderne i kælderen.

Se billeder fra bygningen ovenfor.